Gennem en lang periode har 1.000 tons været en maksimal
grænse for tørresiloer, men nu bevæger markedet sig i retning af endnu større
tørresiloer med kapacitet på op til 1.300 tons.
- Vi oplever en klar tendens i denne retning fra de større
landbrug, som har brug for siloer med stor kapacitet for at kunne håndtere de
stigende kornmængder på de enkelte ejendomme, og vi bygger større og større
siloer, siger eksportchef Ole Lausten, Dan-Corn A/S i Hedensted.
Han oplyser, at tendensen er gældende både på
hjemmemarkedet og i udlandet, og at de to markeder i dag er stort set lige
store for Dan-Corn, når det gælder korntørring og opbevaring. Dan-Corn er
ledende på markedet for tørresiloer i Danmark, hvor virksomheden sidder på over
halvdelen af salget. Virksomheden har siden 2003 samlet set solgt omkring 2.500
tørresiloer i ind- og udland.
- De nye store tørresiloer på 54 fod i diameter, svarende
til 16,4 meter, har en kapacitet på cirka 1.300 tons med omrøresystem monteret
i siloen. De åbner således op for et væsentligt større indhold end de gængse 48
fods siloer på markedet, svarende til 1.000 tons, lyder det fra Ole Laustsen.
Standarder og sikkerhed
Dan-Corn A/S er klar med tekniske løsninger til at
efterkomme den stigende efterspørgsel på anlæg til korrekt tørring og
opbevaring af kornafgrøder, og det sker med stor fokus på sikkerhed på alle
parametre.
- Uanset om vi taler om tørrerier eller siloer, så er
vores produkter CE-mærkede efter de gældende standarder, som giver køberen en
garanti for overholdelse af krav vedrørende blandt andet sikkerhedsforskrifter,
gasforsyning på tørrerier samt sikkerhed på det el-tekniske område. Samtidig er
siloerne underlagt en såkaldt EuroCode-standard, der beskriver de
ingeniørmæssige krav til konstruktionen i EU, såsom materialestyrke og vind- og
snelaster, forklarer Ole Laustsen.
- Samlet giver det køberne en vigtig sikkerhed for at
produkterne opfylder de lovmæssige nationale krav, som arbejdstilsynet blandt
andet tilser, bliver opfyldt.
- Arbejdstilsynets krav til eksempelvis mellemplatforme på
siloernes spindeltrapper kan have rigtig stor betydning for landmanden, og kan
medføre en såkaldt anmærkning på hans krydsoverensstemmelse, som resulterer i
træk i EU-hektarstøtten, hvis forholdene ikke lever op til gældende krav.
- Samtidig kan det spille ind på forsikringsmæssige
forhold, siger Ole Lausten og tilføjer, at virksomheden naturligvis opfylder alle
gældende krav på sine produkter.
- Vi sætter en ære i at levere den for kunden optimale
løsning, både teknisk og økonomisk, og som i parentes naturligvis opfylder
tidens krav fra myndighederne, siger Ole Laustsen.