Værktøj kommer ind i kampen mod dødelighed

Forskere har udviklet et genetisk værktøj, der kan bruges i arbejdet med at nedbringe pattegrisedødeligheden

Pattegrisedødeligheden ligger i Danmark på mellem 22 og 33 procent af fødte grise – afhængig af, om der er tale om konventionel eller økologisk drift. Og en stor andel af danske grise har genvarianter, der påvirker deres overlevelse og sundhed.

Sådan lyder det fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet, hvorfra man også peger på, at op til 20 procent af den totale pattegrisedødelighed skyldes sygdom.

Og nu har forskere fra blandt andet Aarhus Universitet fundet et værktøj, der gør det muligt at målrette avlsarbejdet væk fra problemet.

Det genetiske værktøj, som forskerne har udviklet, kan ifølge DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug gøre det forholdsvis nemt at finde grisene med de uhensigtsmæssige genvarianter.

Hos DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug peger man på, at hvis de eksperimentelle resultater kan genfindes i den praktiske svineproduktion, kan man frasortere grise med de uønskede genvarianter, inden de bliver brugt som forældre til kommende grisegenerationer.

- Forventningen er, at fjernelse af de »uheldige« genvarianter fra avlen vil være med til at reducere forbruget af antibiotika i svinebesætningerne – uden, at det går ud over grisenes velfærd, landmandens pengepung eller forbrugerens sundhed, skriver DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug i et nyhedsbrev.

Læs også