Maskinstationer i nyt samarbejde
I et nyt samarbejde med VikarService tilbyder Danske Maskinstationer og Entreprenører vikarer på fordelagtige vilkår til medlemmerne
VikarService er det tidligere Landbrugets VikarService, og med den baggrund har de mange medarbejdere med landbrugsuddannelse tilknyttet – og er klar til at tilbyde kompetente vikarer til opgaver for maskinstationer, entreprenører, arbejdsmænd til kloakopgaver, anlægsgartnere og skoventreprenører.
Mange afdelinger
VikarServices afdelinger dækker hele Danmark og de har alle eksisteret i over 30 år, hvor de faste vikarer i gennemsnit har været ansat i over 6 år.
Aftalen mellem de to parter er en tovejs-aftale, som gør det muligt for DM&E’s medlemsvirksomheder at indleje personale på timebasis, til fordelagtige priser, mens VikarService har mulighed for at tilbyde foreningens medlemmer, at de kan skaffe arbejde i lavsæsonen.
- Det unikke ved aftalen er, at den både skaffer arbejdskraft i travle perioder, men også at det skaffer arbejde til virksomhedernes ansatte i lavsæsonen, udtaler Branchedirektør Bent Juul Jørgensen.