Mistanke om svinepest lukker dansk slagteri

Veterinærkontrollen har onsdag midlertidigt lukket Danish Crowns slagteri i Sæby

Onsdag er Danish Crowns slagteri i Sæby midlertidigt blevet lukket ned.

Lukningen sker på baggrund af mistanke om svinepest i en gris, som var sendt til slagtning. Grisen stammer fra en besætning ved Århus. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

- De foranstaltninger, som er truffet på slagteriet i Sæby, er normal procedure ved mistanke om klassisk svinepest. Svinepest er ikke farligt for mennesker, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Der opstår jævnligt mistanke om svinepest i Danmark. Der har ikke været udbrud af klassisk svinepest i Danmark siden 1933. 

Onsdag eftermiddag oplyser Fødevarestyrelsen, at Veterinær Nord i løbet af få timer vil tage stilling til, om mistanken kan afblæses, og slagteriet dermed kan genåbnes.

Læs også