Landmand vinder klagesag

Henning Nielsen skulle ikke genetablere et overdrev efter en jordflytning, som Frederikshavn Kommune havde givet tilladelse til

Natur- og Miljøklagenævnet har givet landmand Henning Nielsen fra Sæby medhold i en klage over Frederikshavn Kommune, der forlangte, at et 1.800 kvadratmeter areal skulle reetableres som overdrev og dermed ikke måtte behandles, gødskes og sprøjtes.

Det oplyser rådgivningsselskabet Agri Nord på sin hjemmeside.

Frederikshavn Kommune gav i 2007 en tilladelse til en jordpåfyldning på Henning Nielsens ejendom med jord fra blandt andet et kloakarbejde i Sæby. Kommunen kom så tilsyneladende i tanke om, at jorden er et biologisk overdrev, og meddelte derfor Henning Nielsen i januar i år, at han måtte lade den påfyldte jord blive, men skulle reetablere overdrevet.

- Det betød blandt andet, at han ikke måtte gødske og sprøjte arealet, og at naturlig vegetation skulle reetablere sig selv på arealet, forklarer natur- og miljøkonsulent hos Agri Nord, Christina Weidick Kærsgaard, ifølge www.agrinord.dk.

- Det er helt uacceptabelt, at kommunen på den måde forsøger at omgøre deres egen afgørelse. Også selvom de efterfølgende mener, der er sket en fejl ved tilladelsen til jordflytningen, tilføjer hun.

Føler sig fanget

Til Agri Nord siger Henning Nielsen:

- Det er kommunens jord, og jeg har blot sagt ja til, at de måtte dumpe det på min ejendom, så de ikke skulle køre 20 km længere.

Natur- og Miljøklagenævnet begrundede deres afgørelse med, at påbud om reetablering kun kan komme på tale, hvis der er sket en ulovlig handling fra lodsejerens side.

Vil sende regningen videre

Christina Weidick Kærsgaard mener desuden, at det er meningsløst at forsøge at reetablere overdrevet, fordi overdrev findes på tør og næringsfattigt jord, men næringsindholdet er nu blevet almindeligt efter den lovlige jordpåfyldning.

Henning Nielsen vil nu have kommunen til at betale de udgifter, han har haft med klagesagen. Han har efter fire uger endnu ikke fået svar.

- Jeg har spurgt, hvem jeg skal sende regningen til. Den er på 6.400 kr., som klagesagen har kostet mig. Jeg har også spurgt, hvornår de kommer og henter deres jord igen. Jeg sagde ja tak til jord - men har fået forurenet jord. Det indeholder både murbrokker, asfaltklumper og betonrester. Jeg har også fundet et asbestrør, siger Henning Nielsen ifølge Agri Nord.

Læs også