L&F er klar til at gå til EU-domstolen

Hos Landbrug & Fødevarer er man utilfreds med den måde, Europa-Kommissionen har håndteret ansvaret for at gennemføre landbrugsreformen

EU’s krav om udtagnings af jord af hensyn til naturen – de såkaldte naturfokusområder – rammer danske landmænd hårdt.

Det mener man i hvert fald hos Landbrug & Fødevarer (L&F), hvor man peger på, at danske landmænd allerede udlægger landbrugsarealer til efterafgrøder. Og Danmark er ikke det eneste land, der nu anklager Europa-Kommissionen for at ignorere aftaler, som landene og Europa-Parlamentet ellers var blevet enige om. Det skriver Børsen.

- Vi er endnu ikke klar over, om der er andre lande, som har så specifikt et krav om at få lov til at tælle efterafgrøder med i opgørelsen af de nye miljøfokusområder, som vi har, siger formand for L&F Martin Merrild til Børsen og tilføjer:

- Vi er nu gået i gang med at nærstudere, hvad der i grunden er blevet aftalt. Præcis hvor meget Kommissionen er gået længere, end der er aftalt. Og hvis der er en relevant chance for, at vi kan vinde en EU-sag, så tager vi den.

Ifølge Børsen er det blandt andet Frankrig, Polen og Spanien, der er utilfredse med Europa-Kommissionens måde at agere på i  relation til miljøfokusområder.

Læs også