Den planlagte afgift på brænde er ikke populær.
I hvert fald ikke hos de godt 50.200 Facebook-brugere, der
i de seneste to måneder har klikket på ”like” for at vise deres støtte til Facebook-siden
”Stop brændeafgiften”.
- Vi vidste, at vi tog en chance, da vi gik på Facebook
med ”Stop brændeafgiften” den 10. september. Hvis siden kun fik nogle tusinde
likes, ville det fortælle politikerne, at danskerne ikke havde store problemer
med brændeafgiften, siger kommunikationschef i Dansk Skovforening – og en af
redaktørerne bag siden – Martin Einfeldt i en pressemeddelelse.
- Men nu har siden 50.000 likes, og det beviser, at der er
massiv folkelig modstand imod afgiften på brænde, konstaterer Martin Einfeldt.
Han peger på, at regeringen nu er under tidspres, hvis en
lov skal vedtages inden den 1. januar næste år, som aftalt i energiforliget.
På ”Stop brændeafgiften” bliver brændeafgiften flittigt
debatteret – blandt andet frygter man, at afgiften vil føre til mere
grænsehandel og mere afbrænding af urent træ.