I England er en stor del af farmene forpagtninger, hvor det er svært for forpagter at stoppe
- Havde jeg bare købt et hus i stedet, siger 63-årige
Charlie Raey, mens han viser rundt på sin farm, der består af en samling tilsyneladende
tilfældigt placerede skramle-bygninger.
- Bygninger og besætning har jeg selv bekostet, men jorden
er, ligesom for de fleste andre farmere, forpagtet af en »landlord«, der har
arvet den gratis fra familien.
Det er 33 år siden, Charlie Raey og hans kone skrev under
på forpagtningskontrakten, og siden har de bygget stald til 70-80 jerseykøer samt
forskellige depothuse.
- Vi har tegnet en pension, men den er ikke meget værd, og
vi har jo ikke noget jord eller hus at sælge. Så foreløbig bliver vi ved med
selv at malke og passe vores 60 hektar.
En hård rejse
Charlie Raey deler skæbne med en stor del af de andre
britiske mælkeproducenter, der ikke har haft en gård at arve, men har forpagtet
jorden med en tilhørende lille idyl af et engelsk hus.
- Da vi startede forpagtningen i 1980 var her 162
mælkeproducenter i dette område, siger han. Nu er vi 9 tilbage.
- Og det har været en hård rejse at nå hertil. Min kone og
jeg har selv bygget alt for egne penge. Nu bliver det svært at sælge de slidte
bygninger på lejet jord.
Til gengæld bliver jorden nem at sælge for ejeren, da
nærheden til London har fået huspriserne til at stige dramatisk.
- Jeg håber, at området her skal udstykkes til huse,
samtidig med at vi stopper om et par år, og jeg derved kan være heldig at sælge
nogle af vores driftsbygninger, siger han og sukker.
Altid andelsmand
Charlie Raey ser frem til at blive fuldt andelsmedlem i
Arla fra nytår.
- Andelstanken er det eneste rigtige for mig. Jeg syntes
dog, vi har betalt rigeligt med 7,5 pence pr. kg for at blive medlem. Men jeg
har altid været varm fortaler for andelsformen.
- Og det har igen betydet, at jeg har været trukket ind i
flere bestyrelser og sikkert brokket mig alt for meget, smiler han.