Den lille kreds af traktorentusiaster, der samles om amerikanske Massey Ferguson traktorer, holdt et vellykket træf i weekenden
De legendariske amerikanskbyggede og knækstyrede Massey
Ferguson traktorer har sine fans. 1.200 af slagsen mødte i weekenden op på et
40 hektar stort areal på Tjele Gods for at opleve og genopleve stemningen med
de amerikanske kæmper fra gamle dage.
Arrangementet var dog også åbent for europæisk-byggede
Massey Ferguson traktorer, men det blev den knækstyrede MF 1100, der trak den
første fure og dermed markerede åbningen.
Og ikke en tilfældig traktor. Det blev den MF 1100, der,
som en af de første i landet, blev indkøbt til Tjele Gods i 1967. Her gjorde
traktoren tjeneste indtil 1972, i alt 12.000 driftstimer.
Det er maskinfører Jens Vestergaard, selv ansat på Tjele
Gods, der sammen med en lille klub af Massey Ferguson entusiaster, stod for
arrangementet, som godsejeren beredvilligt lagde arealer til.
Selv deltog Jens Vestergaard i stævnet med ni traktorer og
tilhørende redskaber. Det samme gjorde en tidligere traktorfører på Tjele Gods,
87-årige Villy, der selv sad bag rattet og demonstrerede, at han stadig kan
manøvrere en Knækstyret MF'er med den gamle 11 meter Marsk Stig harve, der i
sin tid blev indkøbt til godset som et passende redskab for det store trækdyr.