Chefkonsulent i Syddansk Kvæg Søren Greve Olesen erkender, at rådgivere også har aktier i manglende økonomiske resultater i kvægbruget
»Ta’ Stilling – Ta’ Handling« er navnet på en
rådgivningsindsats, der skal øge fokus på at få det optimale resultat ud af
kvægbrugernes arbejde. Blandt andet ved, at landmanden tager sig tid til at
overveje, hvordan fremtiden skal se ud.
Men indsatsen er også rettet mod rådgiverne. De har nemlig
også haft for travlt i de seneste fem år til at tage stilling til det, de
laver, lyder det fra chefkonsulent i Syddansk Kvæg Søren Greve Olesen i Kvæg
Nyt:
- I rådgivningen har vi også aktier i de manglende
økonomiske resultater i kvægbruget. Vi skal være bedre til at udfordre og bedre
til at forstå, at landmænd er forskellige og motiveres af forskellige ting.
»Ta’ Stilling – Ta’ Handling« er et samarbejde mellem
Videncentret for Landbrug, Kvæg og lokale rådgivningscentre.
Ifølge Kvæg Nyt er man på de lokale rådgivningscentre
derfor i fuld gang med at opgradere rådgiverne – eksempelvis ved, at rådgiverne
har en kollega med på besætningsbesøg, så arbejdet efterfølgende kan blive
evalueret.