Universitet får kødprofessor
Et nyt kødteknologisk professorat på Københavns Universitet skal styrke den virksomhedsrettede forskning inden for kød
En forudsætning for en fortsat konkurrencedygtig kødproduktion i Danmark er nye teknologiske landvindinger inden for miljø, bæredygtighed og ressourceeffektivitet i fødevareproduktionen.
Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer (L&F) på baggrund af, at professor Jorge Ruiz fra Universitat de Extremadura i Spanien fra september bliver ny kødprofessor på Københavns Universitet.
L&F oplyser, at det nye professorat er blevet til gennem et samarbejde mellem netop L&F, Danish Meat Research Institute, DMRI og Københavns Universitet.
Branchen er stærkt repræsenteret i det nye samarbejde ved medfinansiering af professoratet samt gennem udviklingsprojekter og erhvervs ph.d-projekter hos Danish Crown, Tican og DMRI.
Ifølge L&F er der desuden nedsat en følgegruppe til professoratet, der skal sikre den tætte tilknytning til erhvervet.