Stort besøg i Langesø-skovene

Godsejer Hans Berner forventer 2.500 besøgende ved dagens messe for juletræsbranchen

Allerede fra morgenstunden var der tæt trafik på de smalle skovveje i Langesø-skovene vest for Odense.

Og her midt på formiddagen er parkeringspladserne omkring Langesø Slot fyldte til bristepunktet af juletræsproducenter, grossister og firmabiler fra juletræsbranchen fra hele Europa.

- Der er rigtig mange her i dag, så jeg forventer mindst 2.500 besøgende, lyder det fra en tilfreds arrangør, direktør Hans Berner, Langesø-fonden.

Sidste år var besøgstallet på 2-2.300 gæster.

- Det er givetvis den stigende danske produktion af juletræer, samt interessen for produktion og handel med juletræer i Østeuropa, som afspejler sig i den øgede interesse for at afsøge markedet for juletræer og klippegrønt, og i det hele taget få at se, hvad branchen tilbyder. Og det får man her i dag, understreger Hans Berner, som har skaffet plads til det hidtil største antal udstillere langs skovvejene i området omkring Langesø Slot.

Således er der 130 udstillere på plads, eller 15-20 flere udstillere end sidste år.

Langesømessen slutter kl. 17.00, og forinden vil danmarksmesterskabet i udkørsel af træ og i skovning også være afgjort. Også årets flotteste juletræer vil sidst på dagen blive kåret.

Læs også