Få sæsonarbejdere i de danske marker

Kun knap tre procent af arbejdet i danske landbrug bliver klaret af sæsonarbejdere. Det viser nye tal fra EU

Dansk landbrug ligger langt under EU-gennemsnittet.

I hvert fald når det kommer til sæsonarbejde. Det er nemlig kun 2,9 procent af arbejdstimerne i det danske landbrug, der bliver udført af sæsonarbejdere. Det viser nye tal fra Eurostat under Europa-Kommissionen ifølge Landbrug & Fødevarers netmagasin Foodculture.dk.

Til sammenligning ligger EU-gennemsnittet på 7,8 procent, mens det tyske og svenske niveau er på henholdsvis 10,8 og 5,8 procent.

Ifølge lektor ved Aalborg Universitet Jan Holm Ingemann er sæsonbetonet produktion skubbet i baggrunden i forhold til svine- og mælkeproduktionen. Og så spiller lønniveauet i Danmark også ind:

- I forhold til andre lande har vi et højt velfærds- og lønniveau, og derfor er planteproduktionen blevet mekaniseret rigtig meget, så man kan spare på mandetimerne og dermed begrænse behovet for sæsonarbejdere, siger Jan Holm Ingemann til Foodculture.dk.

Han understreger samtidig, at det ikke er muligt at mekanisere sig ud af lønpresset på alle områder:

- Derfor er mange af de arbejdstunge sæsonproduktioner forsvundet til udlandet, hvor arbejdskraften er billigere og klimaet mere gunstigt.

Læs også