Avis: Eksport af smågrise stiger ikke længere

Sidste år steg eksporten af danske smågrise eksplosivt og antallet af slagtninger i Danmark faldt med 1,5 millioner grise

I 2012 måtte Danish Crown lukke sit slagteri i Esbjerg, mens Tican måtte reducere kapaciteten.

Antallet af slagtninger her i landet faldt med 1,5 millioner grise, og eksporten af smågrise steg eksplosivt. Men nu ser det ud til, at udviklingen er vendt. Eksporten af smågrise stiger ikke længere, og antallet af slagtninger i Danmark er stabiliseret. Det skriver Jyllands-Posten.

Heri fremgår det, at Tican venter at øge antallet af slagtninger med tre-fem procent i dette regnskabsår – blandt andet, fordi nogle af de eksisterende andelshavere har øget produktionen.

- I 2012 blev vi ramt af et betydeligt fald i antallet af slagtninger. I sommermånederne måtte vi skrue ned for kapaciteten, holde lukket syv dage og fyre medarbejdere, siger kommerciel direktør i slagteriselskabet Tican Torben Nielsen til Jyllands-Posten.

- I år har vi modtaget markant flere grise. Hele denne sommer kører vi på maksimal kapacitet og venter kun at måtte lukke til middag enkelte dage.

Læs også