DLS Planteavl, NBR og Nordic Sugar i nyt samarbejde om projekt om IPM i roedyrkning.
I
løbet af de næste tre år vil de tre organisationer være de primære aktører i et
projekt, som har til formål at definere og demonstrere IPM i roedyrkning. Det er
et projekt, som netop er blevet bevilliget af Natur og Erhvervstyrelsen,
som en del af de 134 millioner kroner, der er fordelt til GUDP projekter – Grønne
Udviklings- og Demonstrations Projekter. GUDP er en erhvervsstøtteordning med
fokus på at styrke bæredygtighed, effektivitet og værdiløft i Danmarks
fødevareerhverv.
Udover
de tre ovennævnte virksomheder bidrager også Århus- og Københavns
Universiteter, Videnscentret for Landbrug i Skejby og Østdansk
Landbrugsrådgivning med opgaver af forskellig art.
Projektet
har til formål at definere de elementer, som kan indgå i et praktisk og
operationelt IPM regelsæt for roedyrkning, og senere demonstrere disse på et
antal ejendomme på Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland.
Som
en del af projektet planlægges der udviklet et prognose og varslingssystem for
bekæmpelse af sygdomme, baseret på opstillingen af fire vejrstationer i
regionen. Informationer fra projektet vil blive formidlet af de tre primære
partnere via en særlig hjemmeside.
Om
projektet udtaler planteavlschef Bo JM Secher, DLS: - Vi er begejstrede for, at
det er lykkedes at få projektet igennem. IPM i roer er en vigtig fremtidig
udvikling, og det er væsentligt, at vi der arbejder med tingene til daglig,
også har en nøglerolle i at sikre praktiske og operationelle retningslinier.
Derudover skal det også nævnes, at det er glædeligt Nordic Sugar er med, og at
virksomheden har valgt at støtte projektet.
Fra
NBR siger direktør Jens Nyholm Thomsen: - Vi har lagt vægt på at samle en bred
projektgruppe, og med deltagelse af Århus- og Københavns universiteter,
Videncentret for Landbrug i Skejby, og de fire lokale aktører, er det lykkedes
at samle en projektgruppe der kan sikre IPM i roedyrkningen en bred opbakning
og et solidt fundament for en fremtidig udvikling.
Og
endelig runder chefkonsulent Claus Nørgaard, Nordic Sugar, af med følgende
udtalelse: - Vi betragter os selv som en naturlig del af et projekt om IPM i
sukkerroer. Vi er glade for, at projektet både involverer
forskningsinstitutioner, universiteter og praktiske rådgivere. Vi mener det er
afgørende, at IPM i sukkerroer omfatter en ansvarlig roedyrkning med
hensyntagen til praktisk og økonomisk attraktive dyrkningsbetingelser.
DL Syd
Planteavl er projektleder på projektet. Det løber i tre år og har et samlet
omfang på godt 7 mill. kroner, herunder den egenfinansiering parterne selv
bidrager med. 75 organisationer eller virksomheder havde ansøgt om i alt 351
mill. kr. ved GUDP ansøgningsfristens udløb i april. IPMIROER, blev valgt som et
af de 25 projekter der modtager støtte.