Rekordmange udstillere er på plads, når Borgeby Fältdagar åbner dørene på onsdag og torsdag i Skåne
Antallet af udstillere overgår langt vores forventning.
Med i alt 343 udstillere har vi opnået en kraftig stigning og for længst
overgået de 300 udstillere, vi nåede op på sidste år, siger Andreas Mårtenson
til Effektivt Landbrug.
Han er projektleder ved Borgeby Fältdagar og ansvarlig for
udstillerne. Ifølge ham er der også i år massiv opbakning fra danske
udstillere.
- Min vurdering er, at vi i år får deltagelse af omkring
75-80 danske udstillere, hvilket også er øget i forhold til forrige år. Det er
særdeles tilfredsstillende, lyder det fra Andreas Mårtenson.
Udstillerarealet er udvidet i år, og der er blevet plads
til flere end 40 ekstra udstillere i forhold til sidste år.
Danskerne betyder alt
Projektlederen glæder sig over den massive opbakning fra
både danske udstillere og besøgende.
- Det betyder alt for os, at I bakker op om vores
arrangement. Det svenske landbrug fylder ikke så meget som det danske. De mange
danske firmaer og besøgende landmænd er med til at give arrangementet et ekstra
løft, siger han.
Sidste år besøgte 17.000 gæster Borgeby Fältdagar.
- Vi er tilfredse, hvis vi når samme antal besøgende i år.
Vi håber derfor på, at vejret viser sig fra sin bedste side, da det naturligvis
sætter sit præg på messen og på hvor mange landmænd, der besøger Borgeby
Fältdagar, fastslår Andreas Mårtenson.
Unikt koncept
Et af de danske firmaer, som igen i år er repræsenteret på
Borgeby, er maskinfabrikanten HE-VA, Nykøbing Mors.
- Vi værdsætter især det unikke koncept, der kendetegner
Borgeby Fältdagar, nemlig at udstilling og demonstration er kombineret. Det ved
jeg, at mange af vores kunder også sætter pris på – og vi får løbende
kundeforespørgsler på hvilke maskiner, vi demonstrerer på Borgeby, siger Martin
Dalgaard, der er salgskonsulent for det danske marked og fortæller, at et bredt
udsnit af produktprogrammet vil blive vist på messen.
Der vil blandt andet blive demonstreret en Combi-Tiller og
en Disc-Roller.
Han uddyber, at 85 procent af HE-VA’s produktion
eksporteres. Samtidig har virksomheden to sælgere ansat på det svenske marked.
- Det er derfor oplagt for os at være repræsenteret på
messen, hvor vi samtidig forventer at se mange danske landmænd, siger han.