Europa-Kommissionen vil sikre billigere bredbånd
I EU foreslår Kommissionen, at der laves regler, der kan føre til færre udgifter i forbindelse med etablering af bredbånd
Et kludetæppe af regler og administrativ praksis på nationalt og lokalt plan bremser udbredelsen af højhastighedsbredbånd.
Det mener Europa-Kommissionen i hvert fald. Derfor er kommissionen nu kommet med et forslag til nye regler, hvis formål er at mindske omkostningerne ved udbredelsen af højhastighedsinternet med 30 procent.
EU-kommissionen peger blandt andet på, at anlægsarbejde – for eksempel opgravning af veje for at nedgrave fiberkabler – tegner sig for op mod 80 procent af omkostningerne ved at etablere højhastighedsnet.
- De fleste steder skader de nuværende regler Europas konkurrenceevne. Alle bør kunne få adgang til hurtigt bredbånd. Jeg ønsker at fjerne det bureaukrati, som forhindrer dette. Europa-Kommissionen ønsker at gøre det hurtigere og billigere at få bredbånd, siger næstformand i Europa-Kommissionen Neelie Kroes i en pressemeddelelse.
Kommissionens forslag til nye regler indebærer blandt andet, at der åbnes for adgang til infrastrukturen på fair og rimelige vilkår og betingelser – eksempelvis med hensyn til pris.
Forslaget kan – ifølge Kommissionen – give virksomheder i EU besparelser på op til 60 milliarder euro.
Det er planen, at reglerne skal anvendes i hele EU, når der er opnået enighed med Europa-Parlamentet og Rådet.