Firmaet sælger i stigende grad til eksport, og brugte traktorer bliver også solgt via auktioner
Danmarks bedst sælgende traktorhandler har hovedsæde i
Frejlev ved Aalborg.
Det er virksomheden S.D. Kjærsgaard A/S, der har fået den
uofficielle titel. Alligevel er direktør Palle Kjærsgaard noget
hemmelighedsfuld, når talen falder på, hvor mange traktorer firmaet sælger
årligt.
Han bekræfter dog, at S.D. Kjærsgaard A/S leverer et
trecifret antal fabriksnye traktorer hvert år.
- Vi sælger flest. Vi har igennem mange år haft en meget
stærk traktorprofil, og vores medarbejdere har stærkt fokus på traktorsalg,
siger Palle Kjærsgaard i en pressemeddelelse.
Både nyt og brugt
Han forklarer, at virksomheden sørger for at sikre sig
indkøbsfordele på nye traktorer, og samtidig har brugtafdelingen fokus på
priserne.
Ifølge brugtchef Frank Bang har S.D. Kjærsgaard A/S gennem
flere år solgt flere end 300 brugte traktorer om året.
- De fleste sælges via annoncering på nettet, og de bedste
og egne mærker sælger vi primært til kunder i Danmark. Og de lidt ringere, som
ikke lever op til vores kvalitetskrav og kunders ønsker, sælges via auktioner
og til opkøbere. Ligesom vi sælger mere og mere til eksport, siger brugtchefen.
Fra torsdag den 21. marts til lørdag den 23. marts holder S.D.
Kjærsgaard A/S i øvrigt handelsdage med temaet ”Vanvittige priser i 72 timer”, hvor
brugte maskiner fra alle afdelinger er samlet på virksomhedens adresse i
Frejlev.