Det traditionsrige årsmøde i Fynsk Kvæg finder i år sted på Centrovice, Damsbovej 11, Vissenbjerg, onsdag den 12. december klokken 09.30.

- Det er vigtigt, at kvægbrugerne bakker op om årsmødet. Det er stedet, hvor vi en gang om året gør status over året, der gik, og ser frem mod året, der kommer.

- Det er også stedet, hvor alle, uanset organisatorisk tilknytningsforhold, kan mødes lokalt i et fælles forum til en faglig snak med kolleger, ligesom man har mulighed for at få en dialog med RYK's brugerråd og daglige ledelse, fastslår Fynsk Kvæg’s sekretær, kvægkonsulent Per Einshøj.

Alsidigt program

Traditionen tro indleder udvalgets formand, Lars Iversen, Stensby, årsmødet med at berette om kvægbrugets forhold i 2012 og fremover.

Efter en orientering fra RYK bliver der valg af medlemmer til brugerrådet.

Kvægkonsulent Per Einshøj vil berette om fynsk kvægavl og kvægbrug 2012, samt gennemgå årets bedste ydelsesresultater. Sidste punkt på dagsordenen er overrækkelse af den største hæder i fynsk kvægbrug, H.B. Kochs Mindelegat. Legatet tildeles en på Fyn, som har gjort sig særlig positivt bemærket såvel i kvægbrugskredse som over for det øvrige samfund.

Årsmødet slutter med frokost klokken 12.30, og alle kvægbrugsinteresserede er velkomne.