Stort forbrug af antibiotika giver flere rådgivningsbesøg
En ny bekendtgørelse er trådt i kraft, der betyder, at kvægbesætninger kan blive rykket til kategorien ”Skærpet Rådgivning”
En ændring i bekendtgørelsen vedrørende sundhedsrådgivning betyder skærpede forhold for kvægbesætninger med et højt antibiotikaforbrug. Det oplyser LandbrugsInfo på sin hjemmeside.
Den nye bekendtgørelse er allerede trådt i kraft og den betyder, at kvægbesætninger med sundhedsrådgivning bliver rykket til kategorien ”Skærpet Rådgivning”, hvis de overskrider grænseværdierne for antibiotikaforbrug.
LandbrugsInfo oplyser, at besætninger, der rykkes til ”Skærpet Rådgivning” i de fleste tilfælde pålægges krav om flere rådgivningsbesøg og i nogle tilfælde en ekstra årlig besøgsrapport. Derudover får besætningen øget risiko for at blive udtaget til myndighedskontrol.
35 årlige rådgivningsbesøg
Med ændringen i bekendtgørelsen indføres der yderligere differentierede krav til antallet af årlige rådgivningsbesøg i store besætninger med mere end 250 køer.
Ifølge LandbrugsInfo skal store besætninger med ”Almindelig Rådgivning” fortsat have mindst 26 årlige rådgivningsbesøg.
Besætninger, som er i ”Skærpet” og ”Ekstra rådgivning” på grund af overskridelse af grænseværdier, skal som noget nyt have mindst 35 årlige rådgivningsbesøg.
Besætninger, der rykker ned på grund af bøde eller dom, skal fortsat have mindst 52 årlige rådgivningsbesøg.