- Vi kører en målrettet afprøvning af brødhvedesorterne med gødskning efter brødhvedenormen, fortæller landskonsulent
Der kører på tredje år i Landsforsøgene en målrettet afprøvning af brødhvedesorterne, hvor der bliver gødet efter brødhvedenormen for at få et reelt billede af, hvordan det ser ud, når det nødvendige kvælstof er til rådighed.
Det fortæller landskonsulent Morten Haastrup, VFL Planteproduktion.
- Vi lavede disse specielle brødhvedeforsøg for at imødekomme både landmænd og forædleres ønsker om en afprøvning målrettet brødhvedesorter. Denne afprøvning er således sat i verden netop for at vise, hvad vi kan forvente i vinterhvedesorterne, når de får kvælstofnorm svarende til brødhvede, siger Morten Haastrup.
I afprøvningen, der typisk ligger i de samme marker som de almindelige hvedesorter, er der gødet efter brødhvedenorm – det har været omkring 240-260 kg kvælstof på lerjorde i 2012. Kvælstoffet er tildelt ad tre gange med en proteingødskning som den sidste svarende til den måde, en landmand ville dyrke brødhvede.
Læs mere om blandt andet landskonsulentens vurdering af sorten Genius i dagens udgave af Effektivt Landbrug.