Den enkelte landmand kan dog stadig ikke regne med at få dispensation, selv om regnen falder hos ham
Tidligere var det regnmængden – opgjort i forhold til normalmængden i perioden – der kunne give dispensation til at ammoniakbehandle halm. Nye regler betyder imidlertid, at det nu er antallet af regnvejrsdage, der er afgørende. Det oplyser Videnscentret for Landbrug.
Er der mere end 14 regnvejrsdage i en tre ugers periode, giver de nye regler en region dispensation til at ammoniakbehandle halm. En regnvejrsdag udløses ifølge Videnscentret for Landbrug ved mere end 0,1 millimeter nedbør. Antallet af regnvejrsdage opgøres i en treugers periode, der begyndte i uge 31.
Opgørelsen er stadig på grundlag af DMI’s regionsinddeling, som kun inddeler landet i otte områder. Man kan derfor fortsat ikke tælle regnvejrsdage hos sig selv – og på det grundlag regne med at få dispensation. Hele regionen skal have 14,1 regnvejrsdag i gennemsnit på tre uger, hvis det skal udløse en dispensation.
Videnscentret for Landbrug skriver i en pressemeddelelse, at der er givet dispensation til landmænd i kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev-Dronninglund, Jammerbugt, Aalborg, Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord.