Flere udstillere på juletræsmessen

I forhold til i fjor tæller årets udgave af Langesømessen ved Odense omkring 20 flere udstillere. Over 125 er med ved messen på torsdag.

Årets udgave af Langesømessen, der sædvanen tro finder sted den tredje torsdag i august, har registreret en voldsom tilgang af udstillere. Antallet er i forhold til sidste år steget med ikke færre end omkring 20, men samtidig er tendensen, at messens udstillere rykker sammen i større stande, fortæller Kirsten Sørensen fra Langesø Gods ved Morud, der traditionen tro er ramme om den internationale fagmesse for juletræer og pyntegrønt.

- Det er fortrinsvis danske udstillere, der tegner sig for den øgede tilmelding, men i år er der også tilmeldt flere udenlandske og især tyske udstillere end tidligere, fortsætter Kirsten Sørensen, der er koordinator for udstillingen.

Det samlede antal af stande i det naturskønne område i Langesøskoven rundt om slotssøen har passeret 125. Blandt udstillerne er juletræsproducenter, eksportører, maskinfabrikanter, entreprenører, ja stort set alle, som har tilknytning til juletræsbranchen.

Langesømessen besøges hvert år af omkring 2500 fagfolk fra ind- og udland, og er dermed den mest betydende messe for juletræsproducenter og –firmaer i hele Europa.

Årets udgave af Langesømessen, der er den 21. i rækkefølgen, slår portene op på torsdag den 16. august klokken 9.00 om morgenen og fortsætter indtil klokken 17.00. Adgangsbilletten er et messekatalog, der ved indgangen kan købes for 150 kroner.

 

Flere konkurrencer

Sædvanen tro byder Langesømessen på konkurrencer på flere standpladser. Der er således både dansk mesterskab i fældning med motorsav og udkørsel af træ med udkørselsmaskine.

Og traditionen tro byder 2012-udgaven også på kåring af Danmarks flotteste juletræ. Men i år skal der kåres ikke ét, men to juletræer.

Alle besøgende på messen kan medbringe et juletræ på maksimalt 2,25 meter i højde. Er træet højere end 2,25 meter, bliver det diskvalificeret.

Hvor konkurrencen tidligere var forbeholdt nordmannsgran, er der i år endvidere en konkurrence i kategorien »øvrige arter«. Vindertræerne præmieres med hver en »Gyldne Stjerne« fra Georg Jensens sølvsmedje.

Af Palle Dahl

 

Juletræsmessen

Langesø-Messen afvikles for 21. gang. Fagmessen for juletræer og pyntegrønt, som foregår 3. torsdag i august, besøges hvert år af omkring 2500 fagfolk fra hele Europa

Dato:                            Torsdag 16. august

Åbningstid:                  Kl. 9-17

Sted:                             Langesø Gods, Langesøvej 144, 5462 Morud

Kørselsanvisning:       Drej af motorvej E20 ved frakørsel 54. Der køres 4 km mod Søndersø. Derefter til højre ad Gl. Skolevej og følg skiltene til Langesø

Billetpris:                     150 kroner inkl. katalog

Forplejning:                 Der kan købes frokostbuffet, samt sandwiches, pølser, kaffe mm under hele messen

Aktiviteter:                  Ca. 125 udstillingsstande, demonstrationsparceller med kemisk ukrudtsbekæmpelse, kåring af »årets juletræer«, DM i skovning og udkørsel mm

Arrangør:                     Langesø Gods

 

Læs også