Over 20.000 til dyrskue i Horsens

Ny forening fik succes med dyrskuet i Horsens. Over 20.000 gæster besøgte dyrskuepladsen i Horsens.

Mange ting var ikke som de plejede ved dette års dyrskue i Horsens. Men alt gik over forventning. LRØ Dyrskuet i Horsens blev i år et tilløbsstykke med stor tilslutning fra udstillere og ikke mindst fra publikum, der strømmede til pladsen både fredag og lørdag.

- Vi er meget, meget glade for den store opbakning og interesse. Den viser, at dyrskuet har sin berettigelse, og skal fortsætte fremover, siger Aksel Givskov Andersen, formand for Foreningen Land & by ØSTjylland, der arrangerede skuet.

Han oplyser, at skuet blev besøgt af mellem 20.000 og 22.000 mennesker over de to dage.

Tog entré

- Selv om vi for første gang i en årrække tog entré, er det svært at sige helt præcist, hvor mange der har været på pladsen, da børn under 15 år havde fri adgang. Men vi kunne begge dag glæde os over stor tilstrømning og masser af glade mennesker på pladsen. Det var fantastisk dejligt at opleve, siger han.

Alene fredag formiddag myldrede ca. 5.000 børn fra dagplejer, børnehaver og skoler ind på pladsen til nogle timers oplevelser blandt dyr og maskiner. Og tilstrømningen fortsatte fredag eftermiddag og lørdag fra morgenen og gennem hele dagen.

For første gang var det Foreningen Land & by ØSTjylland, der arrangerede skuet, og det skete i tæt samarbejde med LRØ og de tre landboforeninger bag. Strukturen er ændret i håb om at foreningen kan bidrage til en bedre økonomi, så dyrskuet kan hænge sammen og på sigt komme til at hvile i sig selv.

Læs også