Brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører oplever vækst i en tid, hvor andre har det svært.
Danske Maskinstationer og Entreprenører oplever i disse år vækst i medlemstallet, og det er ikke mindst entreprenørvirksomheder, der søger til brancheorganisationen, fortæller konsulent på entreprenørområdet Søren Christensen.
I årene hvor der var kraftig vækst i byggeriet søgte mange landbrugsmaskinstationer helt eller delvis over i entreprenørfaget. Denne trend er nu vendt til, at flere og flere koncentrerer sig om kun den ene gren eller opdeler virksomheden skarpt indenfor arbejdsområderne.
- I dag er det nødvendig at være 100 procent fokuseret og professionel på alle arbejdsområder for at overleve, siger Søren Christensen.
DM&E skærper profilen
DM&E har derfor også skærpet profilen inden for branchegrenene, så der nu er stiftet både et entreprenørudvalg og et Agroudvalg. Denne opdeling skal være med til at gøre DM&E endnu skarpere og tilbyde medlemsvirksomheder endnu flere specialiserede ydelser indenfor de forskellige brancheområder.
DM&E vil gerne tiltrække endnu flere entreprenørvirksomheder. Derfor har DM&E de seneste år lavet flere tiltag for at synliggøre brancheorganisationen for entreprenørvirksomheder.
- Vi tilbyder i dag mange specialydelser, som kan være til stor gavn for små og mellemstore virksomheder, hvilke er dem, vi satser på som medlemmer, udtaler Søren Christensen.
DM&E udstiller i år på Danmarks største fagmesse for entreprenør- og anlægsbranchen; den nye Entreprenør & Håndværksmesse E&H ´12 i Herning den 10.-12. maj.