25 års vandplaner er øverst på Bæredygtigt Landbrugs dagsorden

Et erhverv uden egenkapital i 2020. Hvad mon Landbrug & Fødevarer vil gøre ved det, spørger formanden for Bæredygtigt Landbrug her dagen før, de to parter mødes til landbrugstopmøde i København.

De seneste 25 års vandplaner i Danmark skal evalueres. Og de skal evalueres af uvildige, udenlandske eksperter.

Det er det punkt, Bæredygtigt Landbrug har øverst på dagsordenen, når foreningen i morgen mødes med Landbrug & Fødevarer til topmøde i landbrugets organisationer på Blue Royal Hotel i København.

- Det er helt centralt for Danmarks landmænd det her. Der er nye vandplaner undervejs. Og vi ved overhovedet ikke, hvad pokker vi har gang i som land på det her område, siger Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug.

- I de seneste 25 år har vi brugt milliarder af kroner. Og nu skal vi simpelthen have de vandplaner undersøgt til bunds. Og det er vores klare håb og opfordring til Landbrug & Fødevarer, at kravet om en grundig vandplanevaluering er noget, vi kan være fælles om, tilføjer han. 

Uden egenkapital i 2020
Fra Bæredygtigt Landbrugs side vil man samtidig møde op med økonomiske beregninger, der ifølge formanden viser, at egenkapitalen i dansk landbrug er væk i 2020.

- Vi kører med så store underskud på bedrifterne, og vores værdier nedskrives så voldsomt, at vores egenkapital forsvinder. Det er selvsagt yderst alvorligt, og jeg vil bruge torsdagens møde til at høre Landbrug & Fødevarer, hvor de står som organisation, og hvordan de vil tackle situationen.

- Vi skal - vil jeg stærkt gå ud fra - have fundet et fællesskab omkring dette emne også, pointerer Flemming Fuglede Jørgensen.

Han tilføjer, at foreningen har rettet henvendelse til bankernes interesseorganisation, Finansrådet, fordi den økonomiske situation i landbrugserhvervet er yderst alvorlig.

- Der er brug for sammenhold omkring dette spørgsmål. Og det vil jeg virkelig håbe, Landbrug & Fødevarer er indstillet på at udvise, pointerer formanden.

To gange tre topfolk
Morgendagens landbrugstopmøde på Blue Royal Hotel i København begynder kl. 15.30.

Fra Bæredigt Landbrug deltager foruden formand Flemming Fuglede Jørgensen også næstformand Peter Rosendal og bestyrelsesmedlem Gustav Garth Grüner.

Fra Landbrug & Fødevarer deltager foruden formand Niels Jørgen Pedersen de to viceformænd Henrik Frandsen og Ib W. Jensen.

Læs også