Ved Gilleleje i Nordsjælland ligger mælkeproducent Kaare Larsens bedrift. Brunbjerggaard har 165 årskøer, og landmanden bruger strandsand til at strø i stalden.
Den oprindelige gård blev opført i 1640, men bygningerne er for længst revet ned. Ægteparret Kaare og Dorte Larsen er med deres tre sønner tredje generation på Brunbjerggaard, og bedriften overtog parret i 1991 og udvidede gården i 1998 for første og sidste gang.
- Da vi byggede om, blev jeg rådgivet til at anvende strandsand til at strø ved kreaturerne, og det har jeg været glad for. Forekomster af skader som dermatitis digitalis er lav, for netop strandsand er utrolig rent og indeholder ikke stoffer, som kan forårsage infektion. Men skader kan aldrig helt undgås. Dyrene skal jo også træde af på naturens vegne, forklarer mælkeproducent Kaare Larsen.
Udvider ikke
Kaare Larsen har 165 årskøer, som leverer mælk til Lærkevang, og selvom han kunne have både en højere ydelse og flere årskøer, er Kaare Larsen tilfreds med det nuværende niveau.
- Jeg har ingen intentioner om at sætte mig selv for hårdt. Og udbyttet i forhold til det ekstra arbejde med flere køer, kan slet ikke betale sig for mig i dag. Den lavere ydelse skyldes den store andel af grovfoder, som dyrene får. Det betyder en sundere besætning men også mindre mælk, hvilket der ikke er grund til at lave om på.