Efterårsudstilling på Hørvævsmuseet

I efterårsferien vises på Krengerup en stor udstilling med beklædning i uld, silke, hør og hamp samt bomuld.

Traditionen tro danner Hørvævsmuseet på Krengerup ved Glamsbjerg rammen om en alsidig efterårsudstilling i skolernes efterårsferie.

I år er temaet »Moderne beklædning i naturmaterialer«, og på udstillingen, der er åben alle dage kl. 13-17 fra lørdag den 15. til søndag d en 23. oktober, viser en række firmaer beklædning i uld, silke, hør og hamp samt bomuld, fremstillet såvel industrielt som unika.

Udstillerne er: »Haugland Collektion«, »Madam Høgh Design«, »Chillo«, »Dalia« og »Jalfe«. De enkelte firmaer har udvalgt modeller, der er karakteriseret ved god pasform og klædeligt snit, som mange vil kunne glæde sig over. Der er jakker i uld, lange bukser i hør, tunikaer i silke, T-shirts i bomuld og jakker i hamp.

Mange muligheder
På udstillingen får man mulighed for at drage sammenligninger og vurdere den enkelte model. Og i museets butik tilbydes enkelte modeller til salg. Da udstillerne kommer fra hele landet og kun har få udsalgssteder på Fyn, er der ifølge arrangørerne lejlighed til at gøre et godt køb. Har man for eksempel lyst til en ulden jakke eller frakke, er der mulighed for en enkelt dag at få taget mål og vælge sin helt egen model.

Hørvævsmuseets sortiment af tekstiler til boligen bliver i forbindelse med efterårsudstillingen udvidet med tekstiler fra »Oldemors linnedskab« - især fine, hvide broderier og gamle håndvævede lagner. Puder betrukket med uld i olmerdugsstriber tilbydes i forskellige størrelser.

I vævesalen med de gamle vævemaskiner vil rundvisere fortælle og demonstrere vævning af damask duge og servietter i hør.

Læs også