Det rykkede i Rynkeby

Over 2.000 var mødt op for at overvære Fyns største traktortrækarrangement.

Vejret er ikke ligefrem for udendørs traktortræk for tiden. Alligevel lykkedes det at gennemføre Fyns største traktortrækstævne med over 100 traktorer for slæden lørdag den 10. september, tilmed i det fineste sensommervejr.

Et par dages tørvejr og en bane anlagt på den lettere jord mellem Urup og Rynkeby gjorde det muligt. Og samtidig havde landmænd og andre interesserede også tid til at overvære dysten, da det alligevel denne lørdag ikke var nået mellem de mange byger at blive rigtigt høst-, halm- og såvejr eller for den sags skyld vejr til havearbejde.

- Vi havde et rigtigt godt arrangement, med kun to afbud på selve dagen, lød det fra primus motoren bag traktortrækket på Nordøstfyn, entreprenør Jesper Hansen, Revninge.

Privat initiativ
Sammen med en række hjælpere er det fjerde år i træk, han står bag det private stævne. Og med succesen i år lover han endnu flere nye tiltag næste år, hvor datoen for traktorarrangementet dog endnu ikke er lagt fast.

Ikke mindre end 18-1900 tilskuere og et par hundrede kørere og hjælpere var på pladsen i løbet af dagen, og derfor bliver der økonomisk mulighed for forbedringer samt en pulje til at imødegå eventuel aflysning eller tilskuerfrafald, hvis det igen skulle blive en ustadig sommer næste år.

- De eneste, som tjener på stævnet, er idrætsforeningen i Langtved, som står for salg af pølser og drikkelse i teltet, nævner Jesper Hansen.

Læs også