På førstedagen af Kopenhagen Furs septemberauktion var stemningen blandt især de østasiatiske opkøbere positiv.
Mens danskerne mest har grund til at efterspørge gummistøvler og regnfrakker, synes de kinesiske og russiske opkøbere ved Kopenhagen Furs septemberauktion at forberede sig på en kold og stilfuld vinter i Asien.
- Priserne på auktionens første dag viste en stigning på gennemsnitligt seks procent i forhold til den seneste auktion. Det er igen opkøbere fra Østasien, der er ankommet i stort tal og trækker priserne i opadgående retning, siger kommunikationschef
Sander Jacobsen fra Kopenhagen Fur i Glostrup.
Omkring 100 opkøbere mere end ved den tilsvarende auktion i september 2010 mødte op i København for at byde på de danske pelsråvarer.
Eksportfremgang
Når auktionen er slut i weekenden, og minkbranchen i begyndelsen af næste uge kan gøre endelig status over salgssæsonen 2010/2011, vil både gennemsnitsprisen og Kopenhagen Furs auktionsomsætning slå rekorder.
Om baggrunden for den succesfulde situation for branchen vurderer Kopenhagens Furs salgsdirektør, Kenneth Loberg, at noget af årsagens skal findes i de fjernøstlige producenter frygt for at mangle skind til den kommende vinter.
- Der investeres stort i udviklingen af det kinesiske pelsmarked. Nye butikker skyder hele tiden op, og nye detailmarkeder åbner sig i Kina. Det kan vi mærke meget tydeligt på vores auktioner, hvor efterspørgslen har givet meget kontante aftryk på prisniveauet, siger Kenneth Loberg.
Helt friske tal fra Danmark Statistik viser, hvordan Kopenhagen Furs minksalg slår igennem på den danske eksport. I de første seks måneder af 2011 har værdien af minkeksporten været 1,3 milliard højere end i den tilsvarende periode året før. Alene her på septemberauktionen forventes udbuddet på godt 4,1 millioner minkskind at give en omsætning på 1,5 milliard kroner.