De kan ikke undvære dyrene

Bjarne og Else Møller etablerede kødkvægsbesætning, mens malkekøerne forlod gården ved Varde.

Vejrhanen, der er udformet som en SDM-ko, vejrer stadig på taget af staldbygningen ved familien Møllers hus i Heager øst for Varde.

Men de levende malkekøer har for længst forladt staldene.

- Vi solgte dem for fire år siden. Indtil da havde vi 70 årskøer. Vi var nået pensionsalderen og ville gerne trappe ned på arbejdsmængden, forklarer Bjarne Møller.

Han er dog blevet i erhvervet, for han driver stadig omkring 85 hektar ejet og lejet jord. Og så er der det med dyrene.

- Min kone og jeg kunne slet ikke forestille os at bo her ude på landet uden at have dyr omkring os. Så stort set samtidig med, at malkebesætningen forlod gården, kom kødkvæget til, siger Bjarne Møller.

Han og hustruen Else Møller har 24 moderdyr, to avlstyre og en mængde opdræt af racen hereford.

- At valget faldt på netop dén race, skyldes nok, at en af vores gode naboer gennem mange år har haft herefordkvæg til at gå på sin jord. Her har vi lært racen at kende som rolig og omgængelig - og nem at passe, hvilket jo passer fint til vores plan om at geare ned, siger Bjarne Møller.

Forleden holdt Herefordforeningen åbent hus ude hos seks af sine medlemmer, og familien Møller var blandt de jyske avlere, der lagde mark og stald til kig på dyrene og kaffe i koppen.

- Vi har en gang tidligere holdt et lignende arrangement, og da vi blev spurgt, om vi ville være med her, var svaret selvfølgelig ja. Vi mener nemlig, at hvis man vil have åbenhed i branchen, må man begynde med selv at vise sit landbrug og sine dyr frem, lyder opfordringen fra Bjarne Møller.

Læs også