En borgmestervalgkamp skulle der til, før svineproducent, landboformand og Landbrug & Fødevarers nye viceformand, Henrik Frandsen, fandt ud af, at hans politiske hjertesag er landbruget.
- Især her fra tidlig sommer og hen over sæsonen er jeg jævnligt ude i rankerne. Der skal luges ud mellem vinplanterne, men de skal også nusses om, forklarer Henrik Frandsen og viser rundt i vinmarken, som for fire år siden blev etableret ved familiens gård, Ulleruplund ved Skærbæk.
Henrik Frandsen, hans hustru og fem vennepar mødes også et par gange om måneden i den lille plantage på nul komma tre hektar til de praktiske gøremål, der følger med titlen som vinavler - hvad enten det er ens job eller hobby.
- Idéen til at etablere vinmarken opstod meget spontant en aften over netop et glas rødvin, siger Henrik Frandsen.
Fra brandtomt til svinebrug
Spontanitet er ellers ikke et ord, der umiddelbart synes at beskrive den 50-årige svineproducent, landboformand og nyvalgt viceformand i Landbrug & Fødevarer, Henrik Frandsens liv.
Han er født på Nørholm Gods ved Varde, men forældrene flyttede til Sommersted, da han var to år, og etablerede landbrug med svineproduktion.
Henrik Frandsen selv har aldrig tvivlet på, at han også ville være landmand. Derfor var studentertiden i Haderslev det, han selv betegner som "et svinkeærinde". Og dog. For det var her, Henrik Frandsen i 1.g scorede bypigen og 2.g'eren, der senere blev hans hustru, Jette Frandsen.
I foråret 1985 købte parret ejendommen ved Skærbæk, der på det tidspunkt blot bestod af en gammel staldbygning. Resten var brændt ned. Samme år bygges der et nyt stuehus; Henrik Frandsen færdiggjorde landmandsuddannelsen; og et svinebrug etableres med 180 søer plus smågrise. 11 måneder efter ejendomskøbet blev familien Frandsen fordoblet ved en tvillingefødsel.
- Det var et temmelig hektisk år. Og især at blive forælder til tvillinger var hårdt, husker Henrik Frandsen, der i alt har tre børn.
Ud af staldvagtplanen
Til gengæld skulle der gå mange år, inden Henrik Frandsen blev aktiv i politik. Først som menigt bestyrelsesmedlem i den tidligere Landboforeningen for Vestslesvig og senere i Sønderjysk Landboforening. I 2006 blev han formand for Sønderjysk Landboforening, og to år senere var han en af tre kandidater til borgmesterposten i den nye Tønder Kommune. Men få uger før valget besluttede Henrik Frandsen at trække sit kandidatur til byrådet tilbage.
- Det var under valgkampen dengang, at det for alvor gik op for mig, at det primært er landbrugspolitik, jeg brænder for. Jeg kunne derfor ikke rigtig forsvare at søge indflydelse på for eksempel ældreomsorg og skoleområdet, siger han.
For godt et halvt år siden blev Henrik Frandsen medlem af primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, og forrige måned blev det altså til posten som viceformand i organisationen.
De første uger som viceformand er gået med praktik i form af fordeling af ansvarsområder i bestyrelsestoppen, og store ændringer i staldene er sket hjemme.
- Jeg har hidtil selv haft vagter i stalden, men da alene opgaven med at være landboformand fylder meget, har jeg besluttet mig for at bruge alle mine arbejdskræfter på det politiske, siger Henrik Frandsen og tilføjer, at udfordringen i den kommende tid bliver af mere psykologisk karakter:
- Jeg skal til at finde et nyt ståsted og være knap så skarp i mine udmeldinger. Min nye position i toppen af en så stor organisation medfører jo både mere ansvar og krav om enighed i bestyrelsen udadtil. Jeg skal finde min plads. Men jeg glæder mig, og jeg ved, at det bliver rigtig spændende, siger han.
Fritids-vinen
Tilbage i viceformandens vinmark er rundvisningen ved at være forbi. Henrik Frandsen forklarer, at den lille plantage er et godt sted at tilbringe noget af den sparsomme fritid.
- Man kobler fra, når man er her ude, konstaterer han.
Der er i alt 650 vinranker fordelt på rødvin-, hvidvin- og rosé-sorter. I år er anden gang, planterne bærer druer til vinproduktion. Sidste år blev det til i alt 120 flasker blandet vin fra Frandsens jord. Og kvaliteten af vinen…?
- Tjah… det kunne da drikkes, smiler Henrik Frandsen.