Bakteriepanik giver grøntsagsavlere økonomiske smerter

Danske agurkeavlere mister dagligt en halv million kroner i kølvandet på VTEC-bakteriekrisen i Tyskland. Også tomat- og salatavlere trækkes nu med i faldet, selvom Fødevarestyrelsen frikender danske grøntsager. Også mælkeproducenterne slås med bakteriesag.

VTEC-bakterien rammer danske grøntsagsavler lige i det økonomiske mellemgulv i disse dage.

For selvom Fødevarestyrelsen har frikendt danske grøntsager for den livsfarlige bakterie, så rammer VTEC-krisen, der udspringer fra Tyskland, grøntsagsproducenterne benhårdt.

Forbrugerne tøver således i stor stil med at købe agurker, primært fordi tyske agurker har været under mistanke for have kostet menneskeliv i Tyskland. Forbrugernes tilbageholdenhed koster nu danske agurkeavlere en halv million kroner i døgnet. Og ifølge Dansk Gartneri spreder krisen sig nu også til tomat- og salatavlere.

- På mindre end en uge har landets 20 agurkeavlere allerede i snit tabt 100.000 kroner hver, og halvdelen af deres overskud er allerede væk nu på grund af en falsk alarm.

- I Danmark har vi en høj grad af kontrol og fuldstændig styr på fødevare – og forbrugersikkerheden. Derfor havde vi aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at danske agurker kunne komme under mistanke, siger Flemming Nør-Pedersen, sekretariatschef i Dansk Gartneri.

Sælger en tredjedel
Søren Klarskov fra Klarskov Gartneri er 4. generations agurkeavler.

- Jeg har aldrig stået i situation, hvor folk ikke tør spise agurker. Vi er nede på at sælge en tredjedel af det, jeg plejer at sælge om dagen, og jeg vil slet ikke kunne indhente mit tab i år. Folk er så paniske lige nu, men der har også stået i medierne, at alt hvad der er råt, skal man holde sig fra.

- Jeg tror, at det tager lang tid at vende folks tillid til grøntsagerne, selvom det hele var falsk alarm. Desværre betaler vi prisen, og hvis situationen fortsætter, tror jeg, at det i sidste ende vil betyde, at nogle agurkeavlere drejer nøglen om, siger Søren Klarskov.

MRSA hos køer
Men som om VTEC-panikken ikke var nok. Fredag skriver flere medier, at en ny variant af den frygtede MRSA-bakterie er fundet i Danmark. Bakterierne er - ifølge medicintidsskriftet Lancet Infecious Diseases - fundet i komælk og i mennesker i Danmark og Storbritannien, og forskere kalder det et »potentielt sundhedsproblem for offentligheden«.

MRSA er en flerfoldig betegnelse for en multiresistent bakterie, der kan give store kødsår, skader på vitale organer og i sidste ende føre til døden.

Mejeriprodukter som pasteuriseret mælk og ost udgør ikke nogen risiko for befolkningen, men folk, der arbejder med husdyr i landbruget, kan være i risikozonen, hedder det.

Læs også