Landmænd afleverer høringssvar i samlet flok

Op mod 200 nordjyske landmænd afleverede her til morgen samlet for at aflevere deres høringssvar til vandplanerne i Aalborg.

For at markere høringsfristen for vandplanernes udløb, som oprindeligt var sat til i dag, men som siden grundet tekniske vanskeligheder er udsat til på fredag, så vil op mod 200 nordjyske landmænd i dag samlet møde op på Aalborg Kommune for at aflevere hver sit høringssvar til kommunens miljøchef.

- Vi gør det fordi, at det er vigtigt at markere, at det er den enkelte landmand, som det rammer. Det er ikke bare organisationerne, men det er helt nede på jorden, man er meget optaget af, at ens levebrød forsvinder, siger miljøfagchef Anna Birgitte Thing, LandboNord, der er med til at arrangere happeningen.

At det bliver op mod 200 landmænd der møder op, skyldes, at det er præcis så mange af foreningens medlemmer, der har indleveret høringssvar. Pressen er inviteret og formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, vil sige et par ord.

Han vil blandt andet forklare, at konsekvensen af det nuværende udkast til vandplanerne for Limfjordsområdet er, at sommerhusområder oversvømmes, Jammerbugt Kommune bliver forvandlet til Venedig og landmænd må se sig om efter nye jobs. Sådan et job kunne eksempelvis være som gondolkaptajn i det nye våde Nordjylland.

- Det kommer til at foregå stille og roligt. Vi har kage med, og så giver kommunens miljøchef kaffe, siger Niels Vestergaard Salling, der dermed også får understreget, at happeningen ikke bliver til nogen traktor-demonstration.

Over 1.600 høringssvar
Miljøminister Karen Ellemann (V) fortalte i går til Effektivt Landbrug, at hun ikke forventer, at man har gennemgået de mange høringssvar før til engang efter sommerferien.

I går eftermiddag kl. 16.30  var tallet af indleverede høringssvar på vand- og naturplanerne da også helt oppe på 1860.

Tallet kan forventes at stige yderligere, når de høringssvar, der først bliver indleveret de næste dage også blive talt med.

Læs også