Da Centrovice for nylig afholdt et 2013-møde for en række svineproducenter, udtrykte flere deltager forbavselse over hvor meget halm, de skal til at bruge i staldene. Flere forudser gylleproblemer.
Flere soholdere forudser alvorlige gylleproblemer som følge af, at de skal bruge helt op til et kilo halm pr. so pr. dag til løsgående drægtige søer.
Det stod klart på et 2013-møde hos Centrovice i Vissenbjerg på Fyn forleden.
Mange af de fremmødte svineproducenter gav således udtryk for at stå i en situation, hvor de er nødsaget til at renovere eksisterende stalde til løsdrift via anmeldeordningen, idet de flestes projekter ellers formentlig ville strande på enten finansiering eller miljøvurdering.
Fastlås
For mange vil der reelt betyde, at de er låst af staldens eksisterende gyllesystem. Og flere af svineproducenterne på mødet stillede spørgsmålstegn ved, om de eksisterende gyllesystemer, de har i deres stalde, overhovedet er gearet til at kunne håndtere de store mængder halm.
Ifølge chefkonsulent Jan Brochstedt, Centrovice, burde det ikke komme bag på nogen, at der skal være 1,3 kvadratmeter strøet areal pr. so, for sådan har lovgivningen været i flere år. Der er blot sket en ændring i fortolkningen af, hvad velstrøet vil sige.