Blodplasma er et skånsomt protein for pattegrisene. Erfaringer tyder på, at det kan give en højere fravænningsvægt, at smågrisene kommer godt fra start, og at forbruget af antibiotika i nogle tilfælde kan sænkes.
Effektivt Landbrug har talt med to svineproducenter, som begge fortæller, at de giver blodplasma til pattegrisene de sidste par uger i farestalden, og at det betyder, at grisene vejer omkring et halt kilo mere ved fravænning, end inden de begyndte at bruge plasma.
Svineproducent Jens Rønstrup, Auning, fortæller at brug af blodplasma i farestalden desuden har gjort ham i stand til at reducere forbruget af antibiotika i fravænningsstalden.
- Vi begyndte med at bruge blodplasma for et års tid siden, og efter de første par hold grise, kunne vi se, at det ikke længere var nødvendigt at medicinere efter de sædvanlige 5-6 dage efter smågrisenes ankomst til smågrisestalden, fortæller svineproducenten, der samtidig påpeger, at det ikke er den eneste effekt, han har set.
Også fri for zink
Jens Rønstrup fortæller, at han for et halvt års tid siden kunne se, at det gik så godt i smågrisestalden, at han angiveligt også kunne fjerne den ekstra zinkoxid, som grisene plejede at få den første tid i smågrisestalden.
Dermed har der ikke været tilsat ekstra zinkoxid til smågrisefoderet det sidste halv års tid, og han oplyser, at det er gået upåklageligt.
- Vi har ikke fravænningsdiarre længere, fortæller svineproducenten, der mener, at brug af blodplasma i hvert fald er en del af forklaringen.
- Jeg er overbevist om, at det en medvirkende faktor, men man kan naturligvis ikke sige, at det skyldes blodplasma alene. Der er jo altid mange faktorer, der spiller ind, påpeger han.