Top-travtræner med styr på miljøet

Toppræsterende heste kræver et godt staldmiljø, påpeger en af Danmarks bedste professionelle travtrænere, som bor på Østfyn.

Det er vigtigt for alle, der har med dyr at gøre, at have et godt staldmiljø.

Det understreger Rene Kjær, der sammen med sin kone, Tina, bor på mindre ejendom i udkanten af Tårup, lidt syd for Nyborg.

Og de to ved, om nogen, hvad de taler om.

René har således 18 års erfaring som professionel travtræner, han kører ca. 800 travløb om året, han vandt i 2006 og 2010 DM for professionelle travkuske og var i 2010 nomineret til titlen som årets travkusk. Og Tina, der deltager i træningen af såvel parrets egne som de fremmede heste, de har opstaldet til træning, har hovedansvaret for den daglige pasning af hestene.

Mennesker og heste
René Kjær, der er 38 år, blev uddannet travtræner som 20-årig. Siden har han levet af at være travtræner – kombineret med at arbejde med mennesker og heste på én gang.

- Ud over at køre væddeløb arbejder jeg i dag med handicappede børn og unge på Specialskolen Storebælt i Nyborg, og det er en meget tilfredsstillende kombination, fortæller René.

- Jeg er en af de få i Danmark, der kører »cash-driving« og samtidig er travtræner. Det foregår på den måde, at folk ringer mig op, og så tager jeg for eksempel til København eller et andet sted og kører løb med deres heste.

- Jeg kan hurtigt få en fornemmelse af, hvordan en hest er. Under opvarmningen til løbet lærer jeg hesten at kende og finder ud af, hvordan den opfører sig, og hvordan den skal køres.

Altid i Top-10
- Vi har kun syv heste i træning her, oplyser René. Vi har sat antallet efter, hvor meget vi kan nå at passe selv, og vi har ingen fremmede medarbejdere.

- Jeg varetager først og fremmest disse/mine hestes interesser. Jeg kører primært i Danmark men også lidt i Sverige. Jeg har fået mange tilbud om at komme mere permanent til udlandet, men jeg vil helst være i Danmark.

- Da jeg startede, var der over 100 travtrænere i Danmark. I dag er der kun cirka 60, konstaterer René, der med hensyn til fremtiden understreger, at han er »på« nu og giver den gas. Og at han vil køre så længe, det er sjovt.

- Jeg har i alle de professionelle år været vant til at ligge blandt de 10 bedste. De seneste år har jeg ligget blandt de tre bedste. Fremtidsmålet er at være blandt de fem bedste. Hvis jeg ryger ud af »Top-10«, vil jeg stoppe med at køre løb.

Fyn ligger centralt
Tina, der er fra Falster, og René, der er fra Holstebro, flyttede for seks år siden til Fyn, hvor de fik job. René arbejder som nævnt på en specialskole i Nyborg, og Tina er studiesekretær på Skårup Seminarium.

I Tårup ved Frørup på Østfyn købte de den ejendom, hvor de stadig bor, og hvis otte tønder land er lagt ud til hestefolde. De brød ejendommens gamle udlænger ned og byggede i stedet en ny og moderne hestestald.

Når valget faldt på Fyn, var det ikke mindst på grund af den centrale beliggenhed – med ca. to timer til de fleste steder i Danmark.

Godt staldmiljø
- Det er vigtigt at have et godt staldmiljø, understreger Tina. Vi renser hver dag i hesteboksene, hvorefter vi strør ScanHyg på gulvet, inden vi kommer et godt lag strøelse ovenpå. ScanHyg tørrer boksenes bund godt ud, og vi er glade for at bruge det.

- Vi har aldrig haft noget, der tørrer så godt ud som dette her, supplerer René. Det binder ammoniaklugten og har selv en god og kraftig duft. Det er vigtigt at bruge det, hvis man vil undgå sygdom, bakterier m.m. i stalden. Vi er meget opmærksomme både på, hvad hestene får at æde, og på et godt staldmiljø. Toppræsterende heste er følsomme over for sygdomme og smitte.

ScanHyg produceres og markedsføres af virksomheden ScaGro a/s, hvor product manager Lisbeth Mygind Nielsen oplyser, at ScanHyg er et tørt hygiejne/desinfektionsmiddel i pulverform til brug i alle slags hestehold, ligesom det også er velegnet i både kvæg- og svinestalde.

- ScanHyg er baseret på plantefibre, påpeger Lisbeth Nielsen. Det bevirker, at det suger bedre end mange andre desinfektionsmidler. Ud over at udtørre staldgulvet og binde ammoniaklugte har det også en betydelig effekt på bakterier, ligesom det eliminerer levesteder for fluer og andre insekter.

Læs også