En frisk prognose udarbejdet af Videncentret for Landbrug sender nu de danske planteavlerne op over den driftsøkonomiske spærregrænse i 2011, og gør dermed tilværelsen og troen på fremtiden lidt mere realistisk.
- En gennemsnitlig heltids planteavlsbedrift på 200 hektar med en typisk afgrødesammensætning vil ifølge prognosen komme til at skabe et positivt driftsresultat i omegnen af 600.000 kroner, fastslog planteavlsformand Torben Hansen i går på Plantekongressens første dag.
Efter to driftsår med dårlige driftsresultater er det stærkt opløftende for danske planteavlere, at kornprisen nu er forbedret. Til gengæld er Torben Hansen sig på egen krop fuldt bevidst om, at samme situation ikke er gunstig for svineproducenterne.
- Jeg sælger selv hovedparten af min kornproduktion til min egen svineproduktion, og det er der ikke meget fornøjelse ved lige nu. Vi kan kun håbe, at svineprisen vil rette sig ind efter de højere omkostninger, hvilket vil sige cirka tre kroner højere end den nuværende notering.
Frihed til at disponere
De højere kornpriser får på ingen måde træerne til at gro ind i himlen.
- Et driftsresultat på 600.000 kroner på en gennemsnitsbedrift giver kun en honorering af vores arbejde og en beskeden forrentning af planteavlerens egenkapital, siger Torben Hansen.
Friheden til at kunne disponere hænger nøje sammen med likviditeten. Således kunne de planteavlere, der havde mulighed derfor, sikre sig lavere gødningspriser til 2011 høsten, fordi de disponerede gødningen i 2010.
- Vi er meget sårbare. Dels har vi allerede indregnet en lille rentestigning i prognosen og dels er vi meget afhængige af, om EU har kornoverskud eller kornunderskud. En enkelt procent over eller under EU’s eget behov er helt afgørende for markedsprisen på korn. Vi ved jo, det koster 30 kroner pr. tønde, når vi skal til at sejle med kornet, og det ændrer meget.
Markedssituationen vil hele tiden ændre sig, og Torben Hansen anbefaler at kigge dybt i prisprognoserne lige op til dagen, hvor den endelige markplan lægges.
- Det har vi set med rapsen, hvor vi desværre i efteråret blev forhindret i at så helt så meget som ønskeligt. Som prognoserne forudsagde, viser det sig nu, at det, der nåede at blive sået efter høst nok skal hjembringe en god pris. Derfor er friheden til at kunne disponere meget vigtig for fremtidens planteavler, siger Torben Hansen.