SAMFUNDSKONTAKT: Slægtsgård lidt uden for Odense dannede rammen, da Lindegaard Frugtplantage afholdt æblefest. Godt 300 besøgende benyttede muligheden til at bedømme 18 forskellige æblesorter. En gammel kending løb med publikums gunst.
Der bliver æblefest på Lindegaarden igen til næste år.
Det forsikrer ægteparret Brita Rottwitt og Kim Nielsen, som driver Gårdbutikken Lindegaarden og Lindegaard Frugtplantage i Næsbyhoved-Broby lidt nord for Odense.
Baggrunden for udmeldingen er, at parret for nylig havde stor succes med at afholde virksomhedens første todages æblefest med den gamle slægtsgård fra 1858 som rammen om begivenheden.
Fokus på danske sorter
Parret åbnede 10. april i år Gårdbutikken Lindegaard. Og for at fejre efterårets sur-søde æbletid, havde de inviteret alle interesserede til æblefest, som en del af den landsdækkende æblefest, Gartneriets Afsætningsudvalg er initiativtager til.
- Budskabet var klart. Vi ville lære forbrugerne de danske æblesorter at kende. For kun, hvis de får kendskab til sorternes mangfoldighed, kan de efterspørge dem de steder, de handler. På den måde kan detailhandlen forhåbentlig også påvirkes til at sælge mange flere forskellige sorter, end de er vant til, pointerer Kim Nielsen.
Han tilføjer, at uden forbrugernes efterspørgsel efter danske æblesorter er der risiko for, at der kun ligger udenlandske æbler på hylderne i detailhandlen om få år.
To konkurrencer
Og tilsyneladende er der fortsat mange mennesker, som stadig har et godt øje til de danske sorter.
- Heldigvis smilede solen på arrangementet begge dage, og det kunne lokke mange besøgende til. Godt 300 gæster havde dels mulighed for at smage på de mange æblesorter samt deltage i to konkurrencer, fortæller Brita Rottwitt.
I den ene konkurrence skulle man smagsbedømme de mange sorter. Her blev den heldige vinder Irene Hansen, Odense N.
I den anden konkurrence kunne man indleverer sin bedste æblekage, som så blev bedømt af et dommerpanel. Her blev den dygtige vinder unge Stefanie fra Særslev.
Nye sorter hitter
Frugtavlerparret nævner slutteligt, at de mange smagsbedømmelser gav et tydeligt billede af de mest populære sorter.
- I smagstesten skulle forbrugerne bedømme udseende, sødme, syrlighed og aroma. På en klar førsteplads valgte forbrugerne Elstar efterfulgt af Gala, Santana og Zari. Lige med undtagelse af Elstar er resultatet en klar tilkendegivelse af, at nye sorter foretrækkes frem for de gamle kendte, lyder bedømmelsen fra det nordfynske par.
De egenskaber, som generelt blev foretrukket, var en god balance mellem sødme og syrlighed, saftighed, aroma og sprødhed. Gala var dog en undtagelse, idet det her var sødme og saftighed, som gav den en flot andenplads.