Centrovice viste flaget

ÅBENT HUS: Mange mødte op, da Centrovice holdt åbent hus efter sammenflytningen i Vissenbjerg.

Selv om vejret var perfekt til efterårsarbejde i marken, mødte et godt stykke over hundrede interesserede besøgende op, da landboforeningen Centrovice fredag den 8. oktober holdt åbent hus i landbocentret i Vissenbjerg.

Anledningen var, at alle Centrovices ca. 165 medarbejdere, som hidtil har haft deres arbejde henholdsvis i Ringe og i Vissenbjerg, fra og med mandag den 6. september er flyttet sammen i Vissenbjerg, mens den tidligere Agrogården i Ringe er sat til salg.

I forbindelse med sammenflytningen, der fandt sted efter grundige forberedelser, fik alle medarbejdere nye arbejdspladser, og efter den første måned tyder alt på, at sammenflytningen har været en positiv succes.

Politik og fagsnak
Udover introduktion og rundvisning i huset bød åbent-hus-dagen på en lang række andre aktiviteter. For eksempel en »politisk café«, hvor de besøgende havde lejlighed til at møde bestyrelsen til en dialog om forskellige emner.

Derudover var rådgivere i husets forskellige afdelinger klar til at orientere og drøfte en række aktuelle faglige emner. Og de besøgende medlemmer og kunder havde lejlighed til at se en moderne rådgivningsvirksomhed efter fra øverst til nederst og få en snak med medarbejderne.

Læs også