Landmænd bliver i Roskilde Bank

Det bliver ikke bankdirektøren fra Roskilde Bank, Lars Jensen, der kræver et landbrug på tvangsauktion, selvom økonomien er dårlig, og de andre banker ikke vil have dem.

Det er meget få landbrugskunder, som det er lykkedes for at komme ud af Roskilde Bank efter, at banken krakkede for to år siden.

Det erkender bankdirektør i Roskilde Bank, der ser på landbrugets situation med bekymring.

- Vi er nødt til at erkende, at det er et fåtal af vores landbrugskunder, der er kommet et andet sted hen. Det skyldes, at der ikke er andre banker, der vil tage dem. Det handler om to ting: Dels landmandens aktuelle økonomi og udsigterne for erhvervet, og så har de andre pengeinstitutter måske allerede landbrugskunder nok. Det er klart, at fremtidsudsigterne for landbruget var og stadigvæk er problematiske. Det begynder først rigtigt at ændre sig, den dag priserne på landbrugsejendomme og jord begynder at stige, fortæller bankdirektør Lars Jensen.

Ikke smidt på gaden
Han driver en afviklingsbank, og det vil sige, at det handler om for ham, at mindske de tab, der er bundet op i gæld hos landmænd så meget som muligt. Derfor skal man som landmand heller ikke frygte, at banken pludselig vender en ryggen.

- Indtil vi får bedre priser, må vi fortsætte. Vi smider ikke landmændene på gaden. Vi tager os så godt af dem, som vi kan. Men det første, vi skal arbejde for, det er selvfølgelig, at vi sikrer at få så mange penge ind som overhovedet muligt for at minimere statens tab, siger han.

Læs også