Analytiker: Hvedepriser vil falde

Planteavlere bør være parate til at sælge for at sikre sig et positivt dækningsbidrag, for hvedepriserne vil falde, mener Finanshuset Demetra.

Er du planteavler, så overvej at sælge korn nu for at være sikker på at få et positivt dækningsbidrag. I første omgang kan du overveje at sælge halvdelen.

Er du svineproducent, så vær forsigtig med at købe på årskontrakter.

Sådan lyder rådet fra chefanalytiker i Finanshuset Demetra, Svend Jørgen Jensen, der i en ny analyse vurderer, at hvedepriserne vil falde på grund af udviklingen i de globale lagre.

Chefanalytikeren understreger først og fremmest, at man ikke på nogen måde kan sammenligne den nuværende situation med prisudviklingen i 2007, hvor priserne steg til rekordhøjder.

- Mange markedsdeltagere er nervøse for prisudviklingen, men der er grund til at lægge mærke til, at lagrene i 2007 var særdeles små i historisk sammenhæng. Det førte til prisstigninger, hvilket jo er ganske naturligt. Vi kan i dag konstatere, at lagrene er på det højeste niveau i 20 år. Det bør ikke kunne få priserne til at stige, men det er sket alligevel, skriver han i sin Agroanalyse.

Vil blive skuffet
- Stigningerne i markedet er sket på grund af forventninger om en svækket europæisk høst. Det vil sige, at markedet fastsætter prisen ud fra markedets forventninger. Det er vor holdning, at markedet vil blive skuffet. Dermed forventer vi også, at priserne på hvede vil falde igen, skriver Svend Jørgen Jensen.

Som forbruger af hvede mener han derfor ikke, at der er nogen grund til at frygte en lignende situation som i 2007.

- Rationel sund fornuft siger, at det ikke kan lade sig gøre på grund af lagrenes størrelse, vurderer chefanalytikeren.

Svend Jørgen Jensens vurdering står i skærende kontrast til analytikeren Palle Jakobsens, agrocom.dk, markedskommentar i Effektivt Landbrug i lørdags. A

Her opjusterede Palle Jakobsen agrocom.dk’s prisforventninger til hveden det kommende høstår til 125 kroner. Endvidere tror han ikke på, at priserne kommer under 100 kroner i dette høstår.

Risiko
Palle Jakobsen opfordrer samtidig til at købe færdigfoder, inden det stiger yderligere.

- Trenden (på hvedeprisen, red.) er op på kort, mellemlangt samt langt sigt, og agerer man imod trenden, forsøger man på at slå markedet, det vil sige gøre sig klogere end markedet, og man løber en meget stor risiko for at pådrage sig store tab, skriver Palle Jakobsen i markedskommentaren.

Årsagen til de to herrers uenighed skyldes blandt andet, at Palle Jakobsen i højere grad end Svend Jørgen Jensen tror på stigende global efterspørgsel på korn i den kommende tid.

Læs også