80 procent af partnerprojekter ender i retten

Direktør for Dansk Juletræsdyrkerforening advarer landmænd, der intet ved om juletræsdyrkning, mod at gå ind i partnerprojekter.

For mange landmænd der intet ved om juletræsdyrkning, har i gennem tiderne kastet sig ind i partnerprojekter om dyrkningen af juletræer.

Det mener Kaj Østergaard, direktør i Dansk Juletræsdyrkerforening, der fortæller, at han har kendskab til cirka ti virksomheder, der i øjeblikket tilbyder partnerproduktion af juletræer.

Har man derfor mod på at gå ind i en partnerproduktion, så gælder det om at sætte sig rigtig godt ind i tingene eller hyre nogle rådgivere, der har forstand på dyrkning af juletræer. Taler man om partnerproduktion generelt, så kan det nemlig godt være en god ting. Nogle er endda, ifølge Kaj Østergaard, lavet rigtig elegant.

- Hvis vi nu siger, at det handler om, at den ene har en afsætningskapacitet, og den anden har noget jord og har en dyrkningserfaring af juletræer, så er det helt udmærket. De to partnere skal være ligeværdige. Den ene skal have forstand på at sælge juletræer, mens den anden skal have forstand på at dyrke dem. Det er særdeles vigtigt at understrege, at de skal være ligeværdige, siger Kaj Østergaard.

Er ham, der dyrker juletræerne, ikke helt klar over, hvad han har med at gøre, hvilket Kaj Østergaard har set masser af eksempler på i gennem årene, så er det ifølge ham langt fra ligeværdigt, og det er her der opstår problemer.

- Det har jeg set masser af gange i de 30 år, jeg har været i branchen. I dag er det sådan, at otte ud af ti partnerskaber, de ender i retten, siger han.

Er en god forretning
Hos Green Team Group, der er et af de selskaber, der tilbyder partnerprojekter, mener man dog ikke, at man hører til den kategori, der vil ende i retten.

Også selvom selskabets projekter hører til dem, som flere juletræsdyrkere har henvendt sig til Effektivt Landbrug for at advare andre landmænd imod at investere i. Blandt andet fordi, at de mener, at de, i lighed med andre partnerprojekter, ser alt for lyserødt på forventningerne til udbytte og pris i fremtiden, og er de eneste, der vil nyde godt af et partnerskab, fordi landmanden betaler selskabet for etablering, entreprenøropgaver, sprøjtemidler og lignende.

Dyrkerne, og også direktør i Dansk Juletræsdyrkerforening, Kaj Østergaard, mener, at udbytteprocent på 85 procent som for eksempel Green Team Group har sat, er meget høj.

- Vi kan dokumentere, at vi kan få en udbytteprocent på 85-93 procent, lyder det dog fra Peder Østbjerg, direktør i Green Team Group, og henviser til en revisionsrapport, som selskabet har fået lavet.

Samtidig fortæller han, at partnerskaber i Green Team Group er helt ligeværdige, præcis som Kaj Østergaard efterlyser, de skal være.

- Grunden til, at vi har en højere udbytteprocent, det er, at vi udnytter flere træer og kan sælge flere til detailkæderne i Europa. Det er altså ikke skovfogeden, gartneren eller landmanden, der bestemmer hvilke træer, som ikke kan sælges og skal kasseres. Det er køberne, der bestemmer, hvad det er for nogle typer træer, som de kan lide, siger Peder Østbjerg.

Han lover, at hans revisorer om en måneds tid overfor Dansk Juletræsdyrkerforening og Skovdyrkerforeningen vil dokumentere den høje udbytteprocent.

Ændringer i afsætning
Til det med, at man er for optimistiske i prisen i flere partnerprojekter, bliver også afvist af direktøren. Nogle juletræsdyrkere har nemlig slet ikke taget højde for, at afsætningsstrukturen for salg af juletræer ændrer sig fundamentalt i den kommende tid. Detailkæderne vil nemlig overtage langt størstedelen af salget af juletræer i Europa, hvilket Peder Østbjerg henviser til en statistik fra den fælles europæiske forening for juletræsdyrkere. I denne statistik bliver det vurderet til, at der vil blive solgt 85 millioner træer i 2020 mod 67 millioner træer i 2008. Heraf vil 75 procent blive solgt i detailhandlen mod kun 35 procent i 2008, og det er det, som ifølge Peder Østbjerg gør de traditionelle juletræsdyrkere bekymret.

Når Green Team Group derfor kan budgettere med højere priser, er det fordi, at man sælger direkte til detailkæderne i Europa, forklarer han.

- Jeg kan sige det helt klart, at vi kan dokumentere, at en landmand, der går ind i et partnerprojekt hos os, får sine penge forrentet fra dag ét. Han får forrentet sin kapital og sin forpagtningsafgift og får sin indskudskapital tilbage. Jeg kan forstå, at der er nogle, der ryster i bukserne, når vi kan gå ud at sige sådan, siger Peder Østbjerg.

Læs også