Dyrskue i tre generationer

TRADITION: For familien Asmussen ved Christiansfeld er det en tradition at udstille på dyrskuet - tredje generation er i ringen på fredag.

Rundt i landets familier findes adskillige traditioner. For familien Asmussen i Christiansfeld er der en tradition, der er gået i arv - udstilling på dyrskuet i Aabenraa. På fredag er der faktisk tre generationer Asmussen med, når jerseyavlerne afgør deres årlige dyst.

Peter Asmussen har kun været væk fra skuet enkelte år, og det er også ham, der går i stalden på Nis Thuesensvej og klipper køerne, så de kan tage sig bedst ud, når de skal ind i ringen.

- Jeg var også kun en knægt og ikke særlig gammel, da jeg trak første gang, lyder det fra den nuværende ejer af gården, Carsten Asmussen, der også lader dyrskuet gå i arv.

I hvert fald to af de tre døtre ventes at være med i ringen, når køerne skal trækkes rundt - noget de for længst har prøvet.

Igen i år lader de skolebøgerne ligge for at tage til dyrskue, og familien nyder det:

- Det giver sammenhold, og så er det en god kontakt med det øvrige samfund, og så nyder vi ikke mindst lørdag morgen, hvor vi samles til morgenkaffe og får en snak, lyder det fra Carsten Asmussen.

Flere topplaceringer
Han har i år udpeget fem køer til at indgå i konkurrencen, for selvfølgelig gælder det også placeringerne. Her har netop Carsten Asmussen i flere år gjort sig bemærket ved at have »superkoen« hos jerseyracen. En enkelt ko fik titlen flere gange, og siden er andre af hans køer kommet helt til tops.

Om årsagen lyder det beskedent:

- Det er held.

Han gør det samtidig klart, at han tvivler på, at han har nogen, der kan komme helt til tops i år, men det vil tiden naturligvis afgøre.

- Jeg sidder også i bestyrelsen i Dansk Jersey, og her taler vi meget om holdbare køer, men vi skal ikke kun tale om det - vi skal også vise det, noterer Carsten Asmussen.

Derfor er han klar til at præsentere en rigtig gammel, men velholdt dame på dyrskuet. Det handler om en 14 år gammel ko, der har malket i 11 år og nu får lov at repræsentere familien Asmussen i Aabenraa.

Byggesag trækker ud
I stalden ved Christiansfeld var der godt 120 køer at vælge imellem, men står det til Carsten Asmussen, har han snart en stald med plads til 280 køer. Det bliver ikke i de eksisterende rammer, for her er der ikke plads.

- Jeg har en miljøsag kørende og havde håbet at komme til at bygge i år, men det når vi vist ikke, beklager Carsten Asmussen.

Han har ellers kvierne klar til en større udvidelse. Takket være kønssorteret sæd er der kommet masser af kviekalve, som er opstaldet rundt på ejendommen, men som alle andre må Carsten Asmussen konstatere, at vvm-redegørelser og byggetilladelser ikke hænger på træerne og kan plukkes ned - det tager tid.

Han undrer sig over, at det skal tage så lang tid, for det vil i sidste ende også give en langt bedre dyrevelfærd, og malkningen vil blive foretaget af robotter.

Læs også