S og SF kalder fødevareministeren i samråd på grund af det øgede forbrug af antibiotika til husdyr.
I Venstre giver det stigende forbrug af antibiotika til husdyr anledning til bekymring:
- Det er foruroligende at høre om stigende anvendelse af antibiotika, og det vil vi da gerne bede om en ekstra forklaring på, så vi kan finde ud af årsagen til det, siger fødevareordfører Erling Bonnesen til Altinget.dk.
Stigningen i forbruget af antibiotika kommer ikke bag på SF's fødevareordfører, Kristen Touborg. Han mener, at det største problem er, at dyrene bliver flok-medicineret i vand og foder, uden at der på forhånd er konstateret sygdom.
Fødevareordfører Bjarne Laustsen (S) peger - ligesom SF - på den forebyggende behandling som en grund til det stigende forbrug.
- Det er stærkt bekymrende. Vi har haft en række samråd omkring det, men det er vigtigt, at vi får lavet en handleplan, så vi kan få forbruget sat ned. Men vi skal selvfølgelig finde ud af, hvorfor forbruget stiger, og det vil jeg indkalde ministeren i samråd omkring, siger Bjarne Laustsen til Altinget.dk.