CMC overtager Pilevangsgaarden

CMC Maskinstation har overtaget Pilevangsgaardens Maskinstation efter mange års samarbejde.

I Claus Møller Christensens flok af John Deere-grønne traktorer har der sneget sig lidt røde farver ind.

Firmaet CMC Maskinstation i Svinninge har nemlig opkøbt Pilevangsgårdens Maskinstation ved Ringsted, og her kører de i Massey Ferguson. Og selvom enkelte medarbejdere hos CMC Maskinstation næsten er parat til at opgive kvinden derhjemme for at køre i en John Deere, så har de alligevel taget godt i mod de nye traktorer i bygningen.

- Der er mange af de unge, der gerne vil prøve lidt forskelligt, siger ejer af CMC Maskinstation, Claus Møller Christensen.

Han har opkøbt maskinstationen Pilevangsgården efter mange års samarbejde med ejeren af firmaet gennem 37 år, Ole Larsen.

De har samarbejdet om gylleudlægning, men Ole Larsen må lige præcisere over for den nye ejer af maskinstation i Ringsted, at det ikke var der, det begyndte.

- Nu skal du lige tilbage i historien. Første gang, vi arbejdede sammen var om skrålæging for omkring 20 år siden, siger Ole Larsen muntert.

- Ja, det er da vist rigtigt. Det havde jeg ikke lige tænkt over, svarer Claus Møller Christensen til vennen, som han også deler sin passion for fodbold med.

Flere landmandskunder
Med opkøbet udvider CMC Maskinstation, der også driver entreprenørforretning, væsentligt på landmandssiden.

De har hidtil haft otte ansat til at tage sig af landbrugskunderne, og med opkøbet af Pilevangsgaarden, er det nu blevet til 12 ansatte. På entreprenørsiden er der omkring 24 ansatte.

Men tidligere kunder af Pilevangsgaarden skal nu ikke forvente sig de store forandringer. De fire ansatte fortsætter med over i CMC Maskinstation, og Claus Møller Christensen har da heller ikke visioner om at lave det hele om.

- Vi vil gerne drive det videre i god ånd og på samme professionelle måde, som det hele tiden har været. Vi håber selvfølgelig, at vi kan byde en service, som landbruget i Ringsted-egnen kan være tjent med. Det mener vi også, vi er gearet til, siger Claus Møller Christensen.

Selve salget er sket på henvendelse fra Ole Larsen.

- Næste gang fylder jeg 60 år, så indenfor de næste to-tre år, så skal jeg gerne finde ud af, hvad der skal med det hele, siger Ole Larsen, der ved siden af maskinstationen driver omkring 600 hektar, hvor cirka halvdelen er forpagtet.

Læs også