Nedskæringerne fortsætter på rådgivningssiden

Landscentret i Skejby nedlægger nu 27 stillinger. LRØ har i denne uge også sagt farvel til fire medarbejdere.

Den økonomiske krise får nu skylden for at både Landscentret i Skejby samt LRØ i Horsens er nødt til at sige farvel til medarbejdere.

Nøjagtig som en masse øvrige lokale rådgivningscentre i landbruget har været nødsaget til at gøre i de seneste måneder.

På Landscentret i Skejby fik medarbejderne i forgårs således den kedelige besked, at 27 stillinger nedlægges. 10 af disse stillinger er dog ledige for tiden eller er stillinger der efter naturlig afgang ikke genbesættes.

- Efter at vi konstaterede, at vi ikke kunne skaffe de indtægter til at dække de aktiviteter, vi har, så har vi måtte spare det vi kunne på effektiviseringer og så videre. Men det vi ikke har kunnet spare ved det, har så betydet, at vi har været nødt til at nedlægge de stillinger, siger adm. direktør Frank Bennetzen på Landscentret også kendt som Dansk Landbrugsrådgivning.

Rammer bredt
Siden krisen begyndte at påvirke Landscentrets økonomi for cirka et år siden, er der nu i alt nedlagt 49 stillinger på Landscentret. Og nedskæringerne har ramt bredt i hele huset. Det er ikke kun på rådgivningssiden, men også på forsknings-, forsøg- og udviklingssiden, at man har været nødt til at lave besparelser.

- Vores nedgang i indtægter stammer både i forhold til salg af ydelser, i form af rådgivning, men vi har også fået en stor beskæring i de projektmidler, som vi laver udviklingsarbejde for. I forbindelse med Grøn Vækst, der blev mængden i promilleafgiftsfonden reduceret, så muligheder for at søge penge til projekter over alt i landbruget er faldet, siger Frank Bennetzen.

Landmænd er nødt til at spare
På rådgivningssiden rammer fyringerne også bredt. Det er ikke sådan, at der er nogle områder, der er hårdere ramt end andre. Det er i hvert fald Frank Bennetzen umiddelbare opfattelse, når han også ser på alle de nedskæringer, som har fundet sted på de lokale centre rundt om i landet.

- Min opfattelse er, at det er meget bredt. Det er hele vejen rundt, at man er påvirket af krisen. Landmændene kæmper jo en daglig kamp for at overleve. Og selvom man har behov for mere rådgivning, så er man alligevel nødt til at spare, hvor man kan. Sådan er det jo bare, lyder det fra Frank Bennetzen, der i øvrigt lover, at de personer der har mistet deres job på Landscentret, nu får hjælp i deres jobsøgning af Landscentret, til at finde et nyt job.

Fire fyringer
Hos LRØ, Landbrugsrådgivning Østjylland, mærker man også krisen. Senest er fire medarbejdere i denne uge sagt op. Den samlede reduktion er således nu på 12 fuldtidsstillinger, heraf to fra chefgruppen, siden krisens start sidste år.

- I årene 2006 til 2008 var efterspørgslen efter opgaver så stor, at det var vanskeligt at følge med, og det var ikke muligt at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Finanskrisen vendte rundt på dette, således at efterspørgslen efter ad hoc rådgivningsopgaver og byggeprojekter blev sat i stå, siger direktør Per Bardrum

Han fortæller, at man i LRØ har tilpasset sig ud fra situations- og markedsbestemte forhold.

- Nogle er blevet sagt op og andre har fundet andet job eller er gået på pension. Og nogle områder er blevet oprustet, mens vi har skåret ned på andre, hvor der ikke er et marked, siger Per Bardrum.

LRØ har nu 176 medarbejdere.

Tidligere i år har blandt andre fynske Centrovice været ude med nedskæringer i medarbejderstaben. Det samme har været tilfældet i LandboSyd. Her gik medarbejdere og ledelse endda også ned i løn ved samme lejlighed. Også ved disse lejligheder lød det, at fyringerne i rådgivningen ramte bredt.

Læs også