Stor hestesucces i Odense

Efterårsferieugen stod i hestenes tegn, da Arena Fyn lagde bane til det store internationale ridestævne, JBK Horse Shows.

Ikke mindre end 11 dages ridestævne sluttede i søndags, da der i Arena Fyn blev World Cup Kür. Her red den hollandske dressurrytter Anky van Grunsven sig til sejr på hesten Salinero. Bedste dansker i klassen blev Andreas Helgstrand, der red sig til en niende plads på holstenerhingsten Tannehof's Carabas.

Stævnet bød udover World Cup dressur også på ridebanespringning i international klasse, hvor den kendte springrytter Tina Lund tog sig af mange af rosetterne.

Dansk Ride Forbunds Championater blev ligeledes afholdt ved JBK Horse Shows, og her blev nogle af verdens bedste unge dressurheste vist frem.

JBK Horse Shows er Danmarks største ridestævne, men det er ikke kun heste og ridning, der er på plakaten, når stævnet løber af stablen.

Under stævnet blev der samlet ind til de hjemløse i Odense, ligesom der blev uddelt diverse priser.

Godt par
Torsdag den 15. oktober blev der afholdt Henne Kirkeby Kro Cup. Klassen er en international dressurkonkurrence, og rides som en Prix St. Georges. Den blev vundet af den sjællandske ekvipage, Sidsel M. Johansen og hesten Schianto, der er en Dansk Varmblodsvallak. Dermed kvalificerede Sidsel M. Johansen sig, sammen med de øvrige 15 bedst placerede, til Tryg Cup der blev afviklet om lørdagen i Arena Fyn.

Sidsel M. Johansen og Schianto havde international debut ved sidste års JBK stævne i Odense, og igen i år høstede hest og rytter stort bifald efter deres flotte ridt lørdag. Ekvipagen bliver undervist af Morten Thomsen fra Silkeborg.

Læs også