På rekordtid er de store kornlagre hos S.A.B. blevet fyldt med tør hvede og byg. Desværre til priser tilbage på niveauet for tre-fire år siden.
I midten af 70'erne. Det er prisen for 100 kg såvel hvede som byg lige nu, og dermed er priserne tilbage til niveauet fra 2004 og 2005. Sådan lød meldingen, da Høst-Tour i går var en tur rundt på Nordfyn.
- Og desværre, der er simpelthen for meget hvede i Europa, og derfor er der ingen udsigter til prisstigninger for øjeblikket, vurderer kornchef Thomas Lundgren på hovedkontoret hos S.A.B. Landbrugets Andel i Skamby.
På Sjælland, hvor S.A.B. også har afdeling, og hvor der generelt er kornoverskud, er prisen tilmed en smule lavere, tilføjer direktør Bent Juul Jørgensen. I Østjylland, hvor andelsgrovvareselskabet ligeledes er repræsenteret, ligger priserne på niveau med det fynske område.
Håber på en tier
Med det lave prisniveau er der generelt en afventende holdning hos landmændene med hensyn til beslutning om endelig salg.
- Umiddelbart har vi ikke mærket, at den økonomiske krise har tvunget ekstraordinært flere korndyrkere til at få afregnet kornet ved leveringen. Jeg fornemmer, at mange først tager beslutningen om en måneds tid, hvor de så håber, at kornet er blevet måske en tier dyrere. Under alle omstændigheder tyder den nuværende meget lave pris på, at man ikke taber, selv om kornet ikke er afregnet, nævner Thomas Lundgren, der kalder prisniveauet på specielt maltbyg historisk lavt.
- Prisen er plus 80 kroner, eller kun fem-kroner højere end foderbyggen. Det er op mod 40 procent lavere end blot sidste år, hvor prisen var 110-115 kroner eller måske endda lidt mere.
- Der er ganske enkelt ingen afsætning på maltbyggen, fordi der er solgt for lidt øl. Bryggerierne har lige nu maltbyg på lager til endnu 3-4 måneder, og den pukkel skal først drikkes væk, hvis priserne skal stige igen, lyder det fra den fynske kornchef.
Udbyttemæssigt giver maltbyggen ellers rigtigt godt, og generelt er Thomas Lundgren tilfreds med kvaliteten. Proteinindholdet ligger på 10-10,2 procent, mens sorteringen er lav.
Sparet på gødningen
Hvad angår kvaliteten i hvede, så vil de færreste partier i år i givet fald kunne godkendes som brødhvede. Men da prisen stort set er som foderkorn, skal korndyrkerne ikke spekulere i det.
- Faktisk tror jeg også, at mange – med de høje gødningspriser sidste år - har undladt at gødske fuldt op. Under alle omstændigheder ser vi proteinindhold i de indleverede partier nede på 8,5 til 9,5 protein, og dermed kan kornet ikke godkendes til brødhvede. Til gengæld er den hollandske vægt på normalen, det vil sige 76-78 kg pr. hektoliter, påpeger S.A.B.'s kornchef.
Udbyttemæssigt vurderer han, at hveden i år giver 10-15 procent mere end normalen, og derfor høster mange fynske landmænd over 10 tons pr. hektar. Også i maltbyggen skønner han, at udbyttet ligger 10 procent højere end normalt, og dermed endnu højere end den dårlige byghøst i fjor.