Sojapris på 160 kr. om 6-12 måneder?

UDVIKLING: Hvis markedsrådgiver Klavs Moltesen Ravn skal give et personligt bud på sojaprisen om 6-12 måneder, så lyder den på 160 kroner pr. hkg.

Skal jeg købe nu eller vente? Det er det store spørgsmål for de mange landmænd, der skal bruge soja til deres husdyr. I markedsrådgiver Klavs Moltesen Ravns optik er der imidlertid ikke den store tvivl om sojaen – lige for øjeblikket.

- Handelsteknisk er soja gået ind i fase 3, som er den fase, hvor priserne falder mest. Så noget taler for, at sojaprisernes stigning lakker mod enden. Om 6-12 måneder vil vi – tror jeg helt personligt – se en sojapris på 160 kroner pr. hkg omregnet til danske priser, sagde han til et råvaremøde torsdag aften i LandboSyd Svinerådgivning.

Her spiller udviklingen i USA for eksempel ind. US-farmerne har ikke fået tilsået de hvede- og majsarealer, de havde forventet. Og derfor er forventningen, at der er tilsået større sojaarealer, idet soja har en kortere vækstperiode end majs og hvede. Derfor ventes udbuddet af soja i USA øget.

Øgede fragtrater kan dog spille en rolle for sojaprisen i Danmark. Aktuelt har krisen hamret fragtraterne i bund. Og de kan, hvis verdensøkonomien forbedres, stige. Men næppe markant på kortere sigt, vurderer Klaus Moltesen Ravn, der er markedsrådgiver i LandboSyd, AgroMarkets.

Risiko
Fra S.A.B. i Skamby på Fyn advarer foderchef Niels Andersen om, at sojaprisen kan stige endnu mere på kort sigt, idet man skal være opmærksom på, at der ved aktuel prissætning er indregnet en meget stor produktion af sojabønner for 2009/10.

- Jeg vil derfor advare imod, at man tegner kortere kontrakter, hvor soja indgår til dagspris, da sojamarkerne i USA ser rigtig gode ud i øjeblikket. Men en tørkeperiode i USA vil kunne betyde, at sojaprisen stiger endnu mere, siger Niels Andersen.

I gårsdagens avis anbefalede DLG at købe soja nu. Jyske Bank, derimod, anbefalede at vente med at købe.

Begge har for så vidt ret i deres vurdering, mener Effektivt Landbrugs markedsanalytiker, Palle Jakobsen, Agrocom.

- Priserne vil forblive høje fra nu af, og indtil amerikanerne høster sojaen til oktober. Men på ultrakort sigt, det vil sige de næste 8-10 dage, kan priserne falde en smule, fordi markedet virker overkøbt. Så hvis man skal vælge imellem at købe i dag eller vente 14 dage, så vent 14 dage, siger Palle Jakobsen til Effektivt Landbrug.

Prøver til
Palle Jakobsen afviser, at priserne »vil give en hel masse efter« frem til oktober.

- Markedet har endnu ikke i denne omgang dannet den topformation, som vi tit ser. Der har været korrektioner, ja. Men som regel prøver markedet til endnu engang, og det tror jeg kan ske frem til oktober. Fra oktober vil priserne formentlig blive sat under pres som følge af høsten i USA og en ændret forsyningssituation, lyder vurderingen fra Palle Jakobsen.

Læs også